Omstridt fagboss bliver i Det Kongelige Teaters bestyrelse: »Vi har intet at udsætte på hans arbejde«

Siden B.T. kunne afsløre, at tidligere 3F formand Per Christensen har levet et dobbeltliv gennem adskillige år, er han udtrådt af flere bestyrelser. Men han får lov at blive hos Det Kongelige Teater.

Den nu tidligere forbundsformand for 3F, Per Christensen, har siden afsløringerne af hans dobbeltliv forladt en lang række bestyrelsesposter. Men han forbliver i bestyrelsen for Det Kongelige Teater. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

I januar 2022 kunne B.T. afsløre, at den nu tidligere forbundsformand for 3F Per Christensen har levet et vildt dobbeltliv.

Hele to gange har han levet sammen med to kvinder, som han enten var gift eller i fast forhold med. Begge kvinder har troet, at de var Per Christensens eneste partner.

Afsløringen har haft store konsekvenser for Per Christensen, der har måttet forlade en lang række af de prominente bestyrelsesposter, han har haft.

Men Per Christensen forlader ikke alle sine bestyrelsesposter. Frihedsbrevet kan nemlig fortælle, at Per Christensen bliver i bestyrelsen for Det Kongelige Teater.

Mediet skriver, at Per Christensen for halvanden måned siden meddelte kulturminister Ane Halsboe (S), at han trak sig som næstformand. Men han bliver i bestyrelsen som menigt medlem.

Formanden for teatrets bestyrelse, Bertel Haarder (V), fortæller, at det sker efter Per Christensens eget ønske og kalder det en »en god løsning«.

»Vi kan allesammen godt se, at der er sat skår i hans generelle troværdighed. Men vi har intet at udsætte på hans arbejde i bestyrelsen, så det er en god løsning, at han trækker sig som næstformand og fortsætter i bestyrelsen,« siger Bertel Haarder til Frihedsbrevet.

Et par dage efter B.T.s afsløring måtte Per Christensen trække sig som formand for Danmarks største fagforbund.

Siden har Per Christensen også forladt en lang række af de bestyrelsesposter, som han har haft.

Senest var det en bestyrelsespost i det offentlige energiselskab Evida. I stedet blev den nye formand for 3F, Henning Overgaard, indstillet til bestyrelsen.

I denne uge er Per Christensen også udtrådt af bestyrelsen i Sund & Bælt.