Omdiskuteret terapiform kan ændre, hvordan du tænker. Sådan kan du bruge metoden

Både psykiatrien og stadig flere psykologer bruger metakognitiv terapi med god effekt på både depression, angst og en række andre diagnoser. Pia Callesen er Danmarks førende metakognitive terapeut, og hun giver en række råd til, hvordan du kan bruge metoden i din hverdag.

Mennesker adskiller sig fra dyr på mange måder. En af dem er, at mens vores pelsede venner lever 100 procent i nuet, så er vi i stand til at tænke frem i tiden. Det er en fantastisk evne, men det har også en bagside, når tanker bliver til bekymringer, som bliver til grublerier. Thomas Lekfeldt

»Åh nej, hvad nu hvis …?«

Sådan starter de fleste bekymringer. Vi tænker op mod 70.000 tanker om dagen, og de kan let komme til at kredse om alt det, der kan gå galt. »Klarer jeg mig godt nok på jobbet?« »Hvad nu hvis min søn ikke trives i skolen?« »Jeg har hovedpine, er det en hjernetumor?«