Ofre anmelder forbrydelser, men Københavns Politi må lade mistænkte gerningsmænd gå frit rundt i ugevis

Kilder i Københavns Politi fortæller, at de er så pressede, at de må vente med at sigte kendte gerningsmænd i sager om vold, våben og voldtægt – for på den måde omgås tidsfristerne. Det har konsekvenser for efterforskningen, siger de, ligesom ofre for forbrydelser må vente længere i uvished. Københavns Politi afviser.

Kilder i Københavns Politi fortæller, at de føler sig nødsaget til at vente med at sigte mistænkte gerningsmænd. Det har negative konsekvenser for efterforskningen – blandt andet kan politiet hverken ransage eller afhøre gerningsmanden før en sigtelse. Fotografiet af den indsatte i Vridsløselille Fængsel er ikke relateret til artiklen. Linda Kastrup/Arkiv

Det er en grundsten i et retssamfund som det danske, at politiet anholder, sigter og afhører skyldige for deres forbrydelser.

Men en række kilder fra Københavns Politi fortæller nu til Berlingske, at efterforskere i politikredsen – som følge af ressourcepres og politisk bestemte tidsfrister – udsætter at sigte gerningsmænd i alvorlige sager om vold, våben og voldtægt. Det sker, selv om efterforskere har en begrundet og konkret mistanke mod en eller flere gerningsmænd, som de kender identiteten på.