Nyt skøn: Ekstraregning på kvart milliard truer Riget-byggeri

Sundhedsministeriet opjusterer nu sit estimat over, hvor meget økonomien i det problemramte supersygehusprojekt kan komme til at skride. Andre projekter har også »aktuelle udfordringer«, viser status.

Byggeriet af den nye nordfløj ved Rigshospitalet kan komme til at koste flere hundrede millioner kroner mere end budgetteret, skønner Sundhedsministeriet. Linda Kastrup

Forsinkelser og økonomiske stridigheder med en storentreprenør truer med at få økonomien til at skride yderligere under et af de store supersygehusprojekter, byggeriet af en ny nordfløj på Rigshospitalet, hvor ekstraregningen til skatteyderne nu risikerer at blive på helt op til en kvart milliard kroner.

Dét fremgår af en status over supersygehusbyggerierne, som Sundhedsministeriet har givet til Folketingets Sundhedsudvalg.