Det er sommer, det er … kig selv ud ad vinduet, da vejrudsigterne alligevel sjældent holder … og det er søndag. Og den kombination for sidste gang i år. Hermed velkommen til nyhedsoverblikket denne søndag morgen.

Men inden vi kommer så langt, tager vi først et kig på de seneste coronatal.

Skal øjnene have en hvilepause undervejs, så kan du i stedet slå ørerne ud og lytte til denne podcast:

Og nu til dagens overblik.

Hver sjette barn lider af mentale helbredsproblemer – mange får hjælp for sent

Vi indleder dagens overblik hos Berlingske, der kan fortælle historien om et overset problem herhjemme med store konsekvenser for de yngste borgere.

En ny undersøgelse fra Vidensråd for Forebyggelse viser nemlig, at cirka hvert sjette barn alderen nul til ti år lider af mentale helbredsproblemer som blandt andet adhd, autisme og angst.

Og hvad værre er, så får mange af børnene ikke hjælp i tide, og når får den, så er det langtfra altid den rette hjælp, de får, viser undersøgelsen.

»Vi kan se, at mange af de her børn begynder i skole uden at have fået hjælp til deres udfordringer. Det tyder på, at personer omkring børnene ikke er dygtige nok til at opfange, at der er tale om et barn, som har brug for ekstra hjælp. Det kan for eksempel være sundhedsplejersker, lærere, pædagoger, PPR-psykologer,« siger Bjørn Holstein, der er professor emeritus ved Vidensråd for Forebyggelse og formand for arbejdsgruppen bag rapporten.

Læs hele historien her.

Ministre advaret om Rwanda måneder før besøg

Hos Jyllands-Posten kan man læse historien om, at to af regeringens ministre var advaret om kritisable forhold i Rwanda måneder før deres møde med den lokale regering. Det viser et internt dokument, som Jyllands-Posten har fået indsigt i.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er tidligere blevet kritiseret for deres rejse til Rwanda, som havde til formål at etablere et modtagecenter uden for EU til behandling af asylsager.

Men I dokumentet står der blandt andet, at internationale menneskerettighedsorganisationer fortæller om »krænkelser af politiske og civile menneskerettigheder« i Rwanda.

»Regeringen anklages blandt andet for at forhindre oppositionspartiers virke samt for at udøve vilkårlige og ulovlige drab og forsvindinger på politiske modstandere,« står der i dokumentet.

Dialogen mellem Rwanda og den danske regering fortsatte dog ufortrødent og efterfølgende blev rejsen til Rwanda også gennemført.

Læs hele historien her.

Folk køber luksusvarer i stor stil igen

Tilbage hos Berlingske kan man læse, at folk bogstaveligt talt har fundet spenderbukserne frem fra klædeskabet igen efter coronakrisen i 2020 nærmest trak stikket på kasseapparaterne verden over.

Men nu, halvandet år inde i coronakrisen, ser virkeligheden helt anderledes ud.

De europæiske luksuskoncerner, der står bag mærker som Louis Vuitton, Gucci og Cartier, stormer frem, viser en oversigt over omsætningen hos syv af de største europæiske luksuskoncerner, som Berlingske har indhentet.

Ifølge Dorte Wimmer, der er forbrugerekspert ved Retail Institute Scandinavia, skyldes det store boom i salget af luksusvarer, at mange forbrugere har opbygget en ekstra stor opsparing under coronakrisen, fordi de ikke har kunnet bruge penge i oplevelsesindustrien.
Læs hele historien her.

Ekstremt farlig orkan vil ramme USA

Hos de amerikanske stater ud mod Den Mexikanske Golf holder man vejret af frygt for vejret. 16 år efter orkanen Katrina rammes Louisiana og nabostater af orkan med vindstyrke på 225 kilometer i timen, skriver Ritzaus Bureau.

De lokale myndigheder i Louisiana og andre amerikanske stater ud til Den Mexicanske Golf advarede lørdag borgerne om orkanen, der har fået navnet Ida, og som ventes at nå USA senere i denne weekend.

USAs stormcenter, NHC, er blandt de instanser, der advarer om orkanens styrke:

»Ida ventes at blive en ekstremt farlig orkan, når den nærmer sig den nordlige golfkyst søndag,« lyder det fra NHC.

Samtidig anbefaler centeret, at borgere og virksomheder i en fart får sikret sig mod orkanen. Titusinder af lokale beboere flygter fra kystområderne. Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

»Tiden er ikke på vores side. Orkanen vokser hurtigt, den bliver intensiveret,« advarer New Orleans borgmester, LaToya Cantrell, på tv om orkanen Ida.

Læs hele historien her.

Anklageskrift mod Brøndby-hooligan er brutal læsning om årevis af voldtægt og overgreb

Vi slutter hos Berlingske med en grufuld beretning fra journalist Rasmus Karkov, der er dykket ned i anklageskriftet i det, som han beskriver som »en af de mest brutale sager om voldtægt i nyere tid«.

Historien omhandler en fremtrædende Brøndby-hooligan, som politiet mener i årevis voldtog, truede og forgreb sig på drenge og unge mænd, der angiveligt havde opsøgt fællesskabet omkring fodboldklubben.

I alt har 14 forurettede henvendt sig til politiet, og ifølge anklageskriftet var flere af drengene under 15 år, da det begyndte.

Den tiltalte nægter sig skyldig. Sagen ventes for retten i Glostrup 3. maj næste år og er berammet til 14 retsdage.

Læs hele historien her.

Det sker i dag

  • Tysk valgkamp: Det tre kanslerkandidater Armin Laschet (CDU/CSU), Olaf Scholz (Socialdemokraterne, SPD) og Annalena Baerbock (De Grønne) mødes til debat på tv forud for valget til Forbundsdagen den 26. september.

  • De Paralympiske Lege: I dag deltager dressurlandsholdets fire ryttere i holdkonkurrencen, Daniel Wagner løber indledende heat i 100 meter, og Kristel Høj Walther er med i diskoskast.

  • Mindehøjtidelighed: Frihedskampens Veteraners Mindefond markerer årsdagen for samarbejdspolitikkens ophør i 1943. Det foregår ved et arrangement i Mindelunden i Hellerup.