Borgerne i Region Sjælland skal fra 1. oktober ringe 1818, når de akut har brug for sundhedsvæsenet.

Det betyder, at borgerne kun skal huske fire cifre fremover.

Et brev med denne besked lander i dag og de kommende dage i e-Boks eller i postkassen hos regionens cirka 700.000 borgere, der er fyldt 15 år.

Det nye akutnummer erstatter seks forskellige telefonnumre, der alle var på otte cifre. Dermed slipper borgerne fra 1. oktober eksempelvis for at huske, at nummeret til lægevagten er 70 15 07 00.

Fremover vil der således kun være én telefonisk akutindgang til det regionale sundhedsvæsen. Det nye telefonnummer skal bruges, uanset om man skal have fat i lægevagten, skadestuen, sundhedsrådgivning eller psykiatrisk akutmodtagelse.

Hidtil har der været tre forskellige telefonnumre til den psykiatriske akutmodtagelse – ét i Roskilde, ét i Slagelse og ét i Vordingborg.

Men de i alt seks gamle telefonnumre lukkes altså ned fra 1. oktober. Hvis man alligevel ringer på dem, mødes man af en besked om at ringe 1818.

I april besluttede regionsrådet enstemmigt på baggrund af en borgerundersøgelse, at det nye akutnummer skulle hedde 1818.

Det nye akutnummer 1818 ændrer ikke på, at man fortsat skal ringe 112 i tilfælde af livstruende situationer, ligesom åbningstiderne for lægevagten, sundhedsrådgivningen og psykiatrisk modtagelse ikke ændrer sig.