Selvom de værste konsekvenser af covid-19 på mange måder er overstået, er det muligvis for tidligt at ånde lettet op.
For smitten kan risikere at stige markant igen i løbet af efteråret og vinteren. Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI) mandag.
Her har en ekspertgruppe beregnet fire forskellige scenarier for efterårets og vinterens covid-19-situation.
I alle fire scenarier vil epidemien tabe momentum de kommende uger. Men herefter vil smitten og antallet af indlæggelser ifølge stort set alle scenarierne stige.
Præcis hvornår smitten igen vil begynde at stige, kan man ikke sige på nuværende tidspunkt.
Det skyldes, at der er usikkerhed om, præcis hvor godt vaccinerne dækker mod deltavarianten, dels at man ikke ved, hvor meget ophævelsen af restriktioner vil betyde for aktiviteten i samfundet, samt at der vil være en sæsoneffekt.
Risiko for 4.000 dagligt smittede
Det værste scenario viser, at der i løbet af efteråret og vinteren kan være over 4.000 smittede om dagen. Det er lige så højt, som da epidemien var værst.
I det scenario har man regnet med, at aktiviteten i samfundet øges, og at andelen af vaccinerede er det samme som i begyndelsen af september. Denne er dog højere nu.
I det mildeste scenario vil man have 1.500 smittede dagligt.
Tallene for den nuværende situation kan læses her.
Det vil primært være de uvaccinerede, der bærer smitten i både det mildeste og det værste scenario.
Tvivl om deltavariantens konsekvenser
Deltavarianten giver en lang række usikkerheder om, hvordan man kan forvente, at epidemien vil udvikle sig.
Blandt andet er der tvivl om, hvor meget vaccinerne beskytter mod varianten, samt i hvor høj grad smittede vaccinerede kan give smitten videre til andre.
Derfor er de fire scenarier behæftet med en del usikkerheder.
Derudover skriver SSI, at indlæggelsestiderne på hospitalerne er lavere nu end i foråret. Derfor vil samme antal indlæggelser ikke føre til samme pres på sundhedsvæsenet.
SSI vil løbende opdatere beregningerne og modellerne, efterhånden som man i løbet af efteråret får mere viden.