Københavns Politi leder efter en særlig cykel i jagten på den gerningsmand, der torsdag skød og dræbte en 43-årig mand og sårede en tilfældig 42-årig kvinde på Nørrebro i København. 

Det fortæller vicepolitiinspektør Lasse Michelsen til TV 2 fredag eftermiddag. 

»Vi har haft en omfattende undersøgelse. Det nyeste, vi kan sige, er, at der er afgivet to skud. Derudover kan vi præcisere vores signalement af manden,« lyder det. 

Politiets formodede gerningsmand er nemlig kørt fra gerningsstedet på, hvad der beskrives som en »atypisk« cykel i form af en damecykel med en stor kurv både foran og bagpå cyklen. 

Vicepolitiinspektør Lasse Michelsen fortæller desuden, at gerningsmanden er kørt fra gerningsstedet på Hans Tavsens Gade i retning af Griffenfeldsgade og videre mod Assistens Kirkegård. 

Hidtil har politiet kun beskrevet den formodede gerningsmand som værende »mørk i huden« og »iklædt mørkt tøj«. 

Politiet har desuden oplyst, at den 43-årige, som umiddelbart efter skudepisoden afgik ved døden, er kendt af politiet, mens den 42-årige kvinde, der også blev såret ved hændelsen, var en tilfældigt forbipasserende. 

Politiet hører gerne fra vidner i området omkring gerningsstedet på 114.