17 timer efter drab jagter politiet stadig gerningsmanden. Mistænker relation til grænsekonflikt

Det er endnu ikke lykkedes politiet at tegne et klart billede af, hvad der skete i forbindelse med et drab på Nørrebro, hvor også et tilfældigt offer blev ramt. 

I går eftermiddags tikkede en anmeldelse ind hos Københavns Politi. 

To personer var blevet ramt af skud på Hans Tavsens Gade på Nørrebro i København, lød det. 

Nu her - knap 17 timer efter - er gerningsmanden stadig på fri fod, oplyser vicepolitiinspektør Lasse Michelsen.

»Vi arbejder intenst på at få klarlagt en form for hændelsesforløb,« siger han til Berlingske.

En 43-årig mand, som i forvejen var kendt af politiet, blev dræbt, og en kvinde, som politiet mener var et tilfædigt offer blev også ramt. Hun er dog uden for livsfare.

Politiet efterforsker stadig bredt, men mistænker dog, at skyderiet på en eller anden måde hænger sammen med de seneste episoder, der har været i København.

»Vi udelukker ikke noget, men vi har en formodning om, at det kan have en relation til den verserende konflikt,« siger Lasse Michelsen. 

Her henviser han til en række episoder, hvor svenske statsborgere - heriblandt flere teenagere - har været invoveret i alvorlig kriminalitet i Danmark.

En række sager

Skyderiet på Nørrebro er blot seneste episode af en række voldsomme hændelser rundt om i hovedstaden.

»Vi har set de her hændelser i løbet af det seneste stykke tid, og vi arbejder selvfølgelig med en formodning om, at det kan have relation til det,« siger Lasse Michelsen.

Her er et kort oprids af de nyeste sager:

  • 7. august rykkede politiet ud til en sprængning i en kiosk på Hans Knudsens Plads på Østerbro. Efterfølgende blev to svenske statsborgere - en mand og en kvinde på 24 år - anholdt. 

  • 5. august blev der affyret skud mod en 18-årig mand, som befandt sig i smykkebutikken Calisto på Frederiksberg. En 17-årig dreng blev anholdt. 

  • 31. juli blev en 16-årig svensk dreng anholdt efter et skyderi på Blågårds Plads på Nørrebro i Køenhavn. Ingen blev ramt. 

Om der også er svenskere involveret i gårsdagens drab på Nørrebro, er dog endnu for tidligt at sige. 

Skød og cyklede væk

Natten igennem har politiet arbejdet på gerningsstedet, og i morgen blev afspærringerne i området fjernet. 

Beboere og andre folk, der opholdt sig i området, er blevet afhørt, og tekniske spor er blevet samlet ind. 

Dog er det endnu ikke lykkedes at finde Gerningsmanden, der sidst blev set cykle væk i retning af Griffenfeldtsgade. 

»Vidner beskriver ham som iført mørkt tøj og mørk i hunden,« siger Lasse Michelsen og tilføjer:

»Vi hører stadig gerne fra folk, der har set eller hørt noget i området.«

Politiet er fortsat til stede på Nørrebro med forstærkning. Blandt andet via en mobilpolitistation.

Kriminelle hyrer svenskere

Siden april har der i alt været 25 episoder, hvor kriminelle grupperinger i Danmark har hyret svenskere til at udføre kriminelle handler i Danmark. Heriblandt er der flere sager, hvor mindreårige svenskere har været involveret.

Det meddelte justitsminister Peter Hummelgaard (S) i går - dog inden drabet på Nørrebro - efter et møde med politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

Ifølge den ledende politiinspektør for NSK, Torben Svarrer, ligger der »uoverensstemmelser i kriminelle miljøer bag«.

Det kan eksempelvis udspringe af såkaldte rulleforretninger; altså situationer, hvor kriminelle røver andre kriminelle, sagde han tidligere på ugen til Berlingske.

Og i forbindelse med dét, rekrutterer de kriminelle bander sårbare, unge mennesker, som ifølge Torben Svarrer kan være placeret uden for deres hjem og have behov for penge og anerkendelse.

Ifølge politiinspektøren har de set tilbud om, at nogle former for kriminalitet betales med 200.000 kroner eller mere.

Bag rekrutteringen står ifølge justitsministeren blandt andet den kriminelle bande Loyal to Familia, som blev ulovliggjort af Højesteret i 2021.