Det vækker stor undren på Christiansborg, at to mænd i september kunne skrive sig ind kun med fornavne i det lukkede Enner Mark Fængsel ved Horsens, få adgang til at besøge en terrordømt indsat – og give ham 10.000 kroner i hånden i kontanter.
For dét var – ifølge dokumenter fra Kriminalforsorgen – præcis, hvad der skete 9. september 2021.
»Hele det besøg, det lyder som noget fra en Jan Guillou-roman eller en krimiserie på Netflix. Det burde ikke være en historie fra virkeligheden, men det er det jo,« siger retsordfører Rosa Lund fra Enhedslisten.
Britt Bager fra De Konservative deler hendes undren:
»Jeg er uforstående overfor, at det overhovedet kan lade sig gøre at skrive sig ind med fornavn og have kontanter med i et lukket fængsel. Det må ikke kunne ske, og da slet ikke til en, der afsoner den type dom.«
Agent for Danmark
Den terrordømte indsatte i fængslet er Ahmed Samsam. Han afsoner en dom for at tilslutte sig Islamisk Stat på rejser til Syrien, hvor han ifølge Berlingskes oplysninger var udsendt som agent for de danske efterretningstjenester som en del af kampen mod terror.
De danske myndigheder tav, da Spanien spurgte til Samsams forklaring om at have arbejdet som agent var rigtig, og i 2018 blev han dømt som terrorist.
De to mænd i Enner Mark Fængsel i september 2021 var ifølge Samsams udlægning hans tidligere kildeførere, som ville tale med ham om forhandlinger om en mindelig løsning, som indebar, at Samsam skulle udsluses i samfundet og have en økonomisk kompensation.
De 10.000 var angiveligt en gestus, som skulle vise efterretningstjenestens velvilje.

Men forhandlingerne løb ud i sandet, og Samsams advokat, Erbil Kaya, stævnede i december FE og PET for at få tjenesterne til at be- eller afkræfte, at de udsendte Samsam som agent til Syrien.
I mellemtiden kræver flere medlemmer af Folketingets retsudvalg nu svar på, hvordan de to mænd – »Mads og Frederik« – kunne gå ind i et lukket fængsel med lommen fuld af femhundredekronesedler, sige deres fornavn og få adgang til en terrordømt.
»Man må sige, at det i høj grad støtter Ahmed Samsams egen forklaring. Jeg kan ikke se, hvilken anden mulig forklaring der er, end at »Mads og Frederik« er ansatte fra efterretningstjenesterne,« siger Rosa Lund (EL), som vil bede justitsminister Nick Hækkerup (S) give Folketinget en redegørelse i sagen.
Det samme vil Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og De Konservative.
»Jeg vil ikke begynde at komme med konspirationsteorier, det er den her sag for alvorlig til. Men justitsministeren må forholde sig til de her konkrete oplysninger, I nu kommer med,« siger Britt Bager.
Levererede pengene tilbage
SFs Karina Lorentzen Dehnhardt »undrer« sig også. Det er på tide at få kastet lys over sagen, og justitsministeren må redegøre for besøget i Enner Mark Fængsel, siger hun.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup betoner, at det ikke på nogen måde er meningen – og at det af samme grund er ulovligt – at indsatte i lukkede fængsler får store kontantbeløb under besøg.
»Når man sidder fængslet, så er det en straf. Så skal man ikke have besøg af folk med store pengegaver,« siger Peter Skaarup:
»Og i det hele taget er det overraskende, at man bare kan komme på besøg uden i øvrigt at blive præsenteret over for fængselsansatte. Hvis det er de eneste oplysninger, der er, samtidigt med at der bliver givet et stort beløb i kontanter – så er det meget mystisk.«
Berlingske har også bedt Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, forholde sig til historien om Ahmed Samsam, men det har retsordføreren afvist:
»Historien omhandler FEs virksomhed, så idet jeg er formand for UET (Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, red.), har jeg ingen kommentarer.«
Justitsminister Nick Hækkerup (S) og forsvarsminister Morten Bødskov (S) afviser at forholde sig til oplysningerne i dokumenterne fra Kriminalforsorgen og Ahmed Samsams udlægning af, hvem der var på besøg.
Hverken justitsministeren eller forsvarsministeren har ønsket at stille op til et interview.
Både PET og FE oplyser, at de ikke ønsker at kommentere oplysningerne.
Ahmed Samsam leverede kort efter besøget de 10.000 kroner til en ansat i Enner Mark Fængsel og bad om at få dem sat ind på sin konto. Men det er ulovligt at overdrage kontantbeløb til indsatte i lukkede fængsler under besøg, og i stedet blev pengene leveret tilbage til »Mads og Frederik«. Efter det oplyste blev de ikke sigtet for at smugle penge ind i fængslet.
I Berlingskes podcast »Pilestræde« kan du høre hele historien om Agent Samsam og de 10.000 kr.