Ny viden om coronahjælp til virksomheder i skattely: »En total underkendelse af hele regeringens vattede argumentation«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du kan begynde dagen med at være godt klædt på allerede til morgenkaffen.

Godmorgen og velkommen til denne tirsdags overblik, som er spækket med spændende historier.

Men vi begynder ved de seneste tal om coronavirus i Danmark:

Bekræftede smittede i Danmark: 13.262 (+89 siden fredag)

Antal, der har overstået smitten: 12.251 (+42)

Bekræftede døde i Danmark: 611 (+0)

Antal døde på verdensplan: 609.806

Antal bekræftede smittede på verdensplan: 14.701.198

Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her.

Og så videre til dagens historier.

Efter fire døgn enes EU-lande om kæmpe budget

EU-landenes ledere er blevet enige om en historisk stor aftale, som skal hjælpe medlemslandene ud af den økonomiske krise, der er opstået som følge af coronapandemien.

Stats- og regeringscheferne har tirsdag morgen vedtaget et nyt EU-budget og en ny coronagenopretningsfond på i alt omkring 13.600 milliarder kroner.

Først på femtedagen af et EU-topmøde opnåedes kompromisset, som fik alle 27 stats- og regeringschefer til at sænke paraderne, og tirsdag morgen ligger en plan for, hvordan 13.580 milliarder kroner skal spenderes de næste syv år.

Læs hele historien her.

Mette vs. Jakob

Vi starter på forsiden af dagens Berlingske, hvor Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen (V) får baghjul af statsminister Mette Frederiksen (S).

Således finder tre gange så mange i en ny meningsmåling Mette Frederiksen som Jakob Ellemann-Jensen bedst egnet som statsminister efter næste folketingsvalg.

Og forud for et efterår, der i høj grad kommer til at handle om klima og den økonomiske genopretning efter coronakrisen, har danskerne langt større tiltro til statsministeren end Venstres formand i de afgørende spørgsmål.

Læs hele historien her.

Skattely og hjælpepakke

Vi fortsætter til forsiden af dagens udgave af Information.

Den danske regering har nemlig tidligere sagt, at det ville være i strid med EU-retten, hvis den udelukkede visse selskaber fra hjælpepakker, såfremt deres forbindelse til skattely går gennem flere led.

Men Information skriver tirsdag, at EU-Kommissionen ikke er enig i den vurdering.

Kommmissionen skriver således i nye officielle anbefalinger, at europæiske lande, herunder Danmark, bør udelukke virksomheder, der hører hjemme i sortlistede skattelylande, fra at få del i coronahjælpepakker. Det bør ske, uanset om virksomheden er direkte ejet fra skattely, eller om det sker gennem flere led.

»Det her er ikke bare en rygende pistol, det er en total underkendelse af hele regeringens vattede argumentation om, at det ikke skulle være muligt at lade være med at give penge til virksomheder, der nasser på samfundet,« siger Rune Lund, Enhedslistens skatteordfører, til Information.

Debatten om skattely og coronahjælpepakker blussede for alvor op herhjemme, da Sportmaster, Synoptik, BabySam og Lagkagehuset blev beskyldt for at have modtaget hjælpepakker fra staten, samtidig med at de hører hjemme i skattely.

Læs hele artiklen i Information her.

Akut ventetid

Vi tager igen et smut forbi Berlingskes spalter. Min kollega kan i dag således fortælle, at coronahenvendelserne fra utrygge danskere vælter ind til akuttelefonen 1813.

Nu blåstempler politikerne i Region Hovedstaden, at det er i orden, at nogle må vente i længere tid på at komme igennem til en sundhedsfaglig medarbejder, der kan hjælpe dem med råd og behandling.

Efter årelange problemer med at leve op til en målsætning om, at 90 procent af patienterne skal have en medarbejder i røret inden for tre minutter, lemper politikerne nu på kravene og opstiller et nyt »delmål« om, at det blot er 70 procent af opkaldene, der skal besvares inden for tre minutter.

»De tre minutter er simpelthen ikke realistisk. Der er heller ikke andre steder, man kan ringe til og have garanti for at komme så hurtigt igennem,« siger medlem af sundhedsudvalget i regionen Leila Lindén (S).

Læs hele historien her.

Sort affald

I dagens Jyllands-Posten er der også en god historie til at finde.

Avisen skriver nemlig i dag, at en række eksperter nu advarer mod Folketingets planer om »En grøn affaldssektor 2030«.

Målet med partiernes aftale var at mindske forbrændingen af danskernes affald, der i højere grad skulle sorteres og genanvendes. Og ligeledes blev det også aftalt at udfase import af affald til forbrænding fra udlandet.

Men modsat hvad politikerne vil opnå med deres plan, kan det ende med at skade klimaet mere, end det gavner, skriver Jyllands-Posten.

»Fordi vi i Danmark er dygtige til at udnytte affaldet til fjernvarme, kan vi udnytte det bedre end mange andre lande. På den måde gør vi både dem og klimaet en stor tjeneste ved at forbrænde det i Danmark,« siger professor ved Danmarks Tekniske Universitet Marie Münster til avisen.

Læs hele Jyllands-Postens nyhed her.

Det sker i dag

Og så er dagen i dag den sidste dag, hvor borgere i Grønlands hovedstad, Nuuk, kan stemme om, hvorvidt statuen af Hans Egede skal blive stående. Hans Egede var dansk-norsk missionær og præst. Statuen har den seneste tid været genstand for debat, efter nogle havde skrevet »decolonize« (afkolonisér, red.) på den og overhældt den med maling. Det er ikke første gang, statuen er blevet udsat for hærværk.

Dagens interview med ti bud

En anden, ikke så dagsakutel, men måske en altid-aktuel historie, er at finde i dagens kulturspalter i Berlingske.

Berlingske har hen over sommeren bedt en række kulturpersonligheder om at udforme ti kærlighedsbud baseret på, hvad livet har lært dem om kærlighed og relationer. I dag er det præst og retoriker Helene Dam.

Hun mener, at vi skal servicere vores børn mindre og i stedet invitere dem med i køkkenet, og så minder hun om, at det indimellem er nødvendigt at forlade en kærlighedsrelation. Og at man ikke skal føle skyld af den grund.

Læs hele artiklen her.