Med 0,3 procent af stemmerne slår formand Jimmie Åkesson og hans parti Sverigedemokraterna (SD) regeringspartiet Socialdemokraterne (S).
Det viser en måling fra Sveriges Television (SVT).
Sverigedemokraterna står til at få 24 procent af stemmerne, mens regeringspartiet står til at få 23,7 procent af stemmerne. Derfor bliver Sverigedemokraterna det største parti i Sverige for første gang, siden de opnåede valg i 2010 og kom ind på Riksdagen, da 5,7 procent af svenskerne satte kryds ved dem.
Sverigedemokraterna og Jimmi Åkesson er kendt for sin indvandrerkritiske linje, og har samtidig konkurreret med statsminister Stefan Löfvens parti (S) om at blive det største i Sverige i et stykke tid. Allerede i oktober 2019 stod partiet til at blive det næststørste og få magten, hvis de indgik i regering med konservative Moderaterna og Kristdemokraterna.
Selv om Jimmie Åkesson (SD) brager frem i meningsmålinger, er han ikke just populær i finere kredse. I starten af december blev de afvist til Nobelprisfesten, og det stod en enig bestyrelse i Nobelstiftelsen ved.
»Sverigedemokraterna er ikke et parti som alle andre. Både partiets baggrund i højreekstremisme og partiets medlemmers nuværende handlinger viser en mangel på respekt for det grundlæggende princip om, at alle mennesker er lige meget værd og har de samme rettigheder – uanset hudfarve, afstamning eller religion,« skrev Nobelstiftelsen om beslutningen.
Det sidste svenske valg i Sverige var i 2018, hvor uenigheder førte til, at poltikerne var 131 dage om at danne regering.