Sverigedemokraterna er ikke velkomne til Nobelfesten – og har ikke været det i ti år

Når dette års Nobelfest finder sted, vil alle svenske partiledere pånær én være til stede. Nobelstiftelsen nægter at invitere Jimmie Åkesson, skønt Sverigedemokraterna i meningsmålingerne er et af landets største partier.

SWEDEN-POLITICS-PARLIAMENT-GOVERNMENT
Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkesson, har aldrig været velkommen til Nobelfesten. Arkivfoto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mens alle andre svenske partiledere er inviteret med, når der er Nobelfest i december, lander der ikke nogen invitation i postkassen hos Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkesson.

Det skriver flere svenske medier, herunder SVT og Expressen.

Sverigedemokraterna har ikke været velkomne til Nobelprisfesten, siden partiet opnåede valg i 2010, og den beslutning står en enig bestyrelse i Nobelstiftelsen ved.

»Sverigedemokraterna er ikke et parti som alle andre. Både partiets baggrund i højreekstremisme og partiets medlemmers nuværende handlinger viser en mangel på respekt for det grundlæggende princip om, at alle mennesker er lige meget værd og har de samme rettigheder – uanset hudfarve, afstamning eller religion,« skriver Nobelstiftelsen om beslutningen.

I 2010 havde meddelelsen samme ordlyd.

»Læser man Alfred Nobels testamente, fremgår det meget tydeligt, at der ikke skal tages nogen hensyn til nationalt tilhørsforhold. Sverigedemokraternas værdigrundlag er i direkte strid med testamentet. Bestyrelsen var enig. Vi er en privat stiftelse, der selv må bestemme, hvem vi vil invitere,« sagde Nobelstiftelsens daværende administrerende direktør, Michael Sohlman.

Inviterer ikke ud fra meningsmålinger

Nobelstiftelsens bestyrelse vil ikke tage stilling til de seneste måneders meningsmålinger, der har sendt det svenske parti, som ingen af de øvrige partier i det svenske parlament vil samarbejde med, til tops. Partiet ligger og balancerer side om side øverst med statsminister Stefan Löfvens parti Socialdemokraterne, og for under en måned siden viste en ny meningsmåling, at Sverigedemokraterna er landets største parti.

»Nobelstiftelsen analyserer ikke partier ud fra meningsmålinger. Bestyrelsen har nu engang taget stilling til, hvordan den ser på et parti. Når der muligvis er grund til at genoverveje det, så gør den det,« siger Nobelstiftelsens pressechef, Mikael Östlund.

Henrik Gustafsson, Sverigedemokraternas pressechef, har reageret på Nobelstiftelsens beslutning med en mindre stikpille til bestyrelsen.

»Det er bestemt rigtigt, at vi ikke deler deres syn på mennesker. For eksempel kunne vi aldrig få os selv til at invitere ambassadører fra diktaturstater, som de gør år efter år. Vi overlader det til personer med det rette værdigrundlag at mænge sig med regeringsrepræsentanter fra Eritrea, Nordkorea og Saudi-Arabien,« siger han sarkastisk.