I Slagelse kalder de det Nordbyen. Politikerne kalder det en ghetto. Officielt går området under navnet Ringparken, og her bor lidt over 2.000 beboere i et af de hårde ghettoområder. Lidt mere end halvdelen er i arbejde. Syv ud af ti har grundskole som højeste uddannelse, og 55 procent har ikkevestlig baggrund.
Det gælder blandt andre 26-årige Rulla El-Ali, der bor her med sin søn, Mikail. Han er halvandet år, og da den lille familie bor i et af de socialt udsatte boligområder, betyder det, at Rulla ikke selv har kunnet bestemme, om han skulle begynde i vuggestue.