Rundt om i verden sidder læger, forskere og andre eksperter og klør sig i håret.
En ny virusvariant er begyndt at dukke op i flere lande – Danmark inklusive – og den opfører sig anderledes, end tidligere varianter har gjort.
BA.2.86, som varianten hedder, har forandret sig markant og udviklet omkring 30 nye mutationer i forhold til det udgangspunkt, den kommer fra.
Det er usædvanligt, påpeger Allan Randrup Thomsen, der er virolog ved Københavns Universitet.
»Det er overraskende, at virusset pludselig laver sådan et spring. Normalt er det et mindre antal mutationer, der gør, at virusset varierer. Det er noget, der giver panderynker,« siger han.
Sidste gang eksperterne opdagede så stor en forandring, var da omikronvarianten opstod.
»Tidligere har vi set fire, fem, seks mutationer. Det her er et stort spring. Hvor er det sket? Hvad har drevet det? Det er sådan nogle spørgsmål, der fylder,« siger han.
BA.2.86 er en undervariant til Omikron, men den adskiller sig væsentligt fra de øvrige omikronvarianter, man tidligere har set. Blandt andet på grund af måden, den forandrer sig på.
Seks tilfælde i Danmark
Selvom BA.2.86 har fået meget opmærksomhed, er det ikke, fordi den er særlig udbredt. I hvert fald ikke, hvad vi ved af.
I sidste uge meddelte Statens Serums Institut, at der er opdaget seks tilfælde i Danmark.
Berlingske har i dag spurgt til, om der er registreret flere smittede med den nye undervariant, men det har ikke været muligt at få svar på før senere på ugen.
Også uden for Danmarks grænser følger fagfolk med i, hvordan BA.2.86 udvikler sig. Verdenssundhedsorganisationen WHO har for nylig klassificeret den som en variant, man holder særligt øje med.
Det er der ifølge Allan Randrup Thomsen god grund til. Den måde, den nye undervariant opfører sig på, kan ifølge virologen måske sige noget om, hvordan fremtidens nye varianter vil gøre:
»Tidligere snakkede nogle fagfolk om, at mutationerne vil holde op, fordi det er begrænset, hvor meget virusset kan ændre sig.«
»Det overrasker os, at det bliver ved med at mutere. Det er måske en advarsel om, at sådan vil det fortsætte i meget lang tid,« siger Allan Randrup Thomsen.
Lige nu er der intet, der tyder på, at den nye undervariant giver andre symptomer end dem, der normalt ses.
Det ser også ud, som om BA.2.86 er dækket ind under den vaccine, der bliver brugt nu.
»Kraftig stigning«
Selvom BA.2.86 ikke fylder i smittestatistikken herhjemme, er der andre varianter, der gør.
De seneste uger har corona været på fremmarch, og selvom der er tale om et behersket antal smittede, har Statens Serum Institut beskrevet smittevæksten som enten »kraftig« eller »meget kraftig« de seneste uger.
Mest påfaldende er udviklingen i den overvågning, der foregår i spildevandet, og som vurderes at give det mest retvisende billede af smittens udbredelse, efter at testindsatsen stort set er udfaset.
Ifølge den seneste spildevandsrapport ses en stigning i koncentrationen af covid-19, der svarer til kategorien »kraftig«. Selvom kurven går opad, er den dog ikke helt så stejl, som i de foregående uger.
Her kan du se, hvordan udviklingen har været siden juni sidste år.

»Det kan meget vel have noget at gøre med, at samfundet er åbnet efter sommerferien. Børn og unge er tilbage i skole, og de voksne møder ind på arbejdspladser,« siger Allan Randrup Thomsen.
Han er dog helt rolig over udviklingen:
»Smitten stiger, men det er fra et meget lavt udgangspunkt. Vi har set en moderat stigning i antallet af daglige indlæggelser, men også det er på et meget lavt niveau,« siger han.
»Det er primært ældre og folk i de udsatte grupper, der ender på hospitalet. For den brede befolkning er der ikke noget at være nervøs for,« tilføjer virologen.
I sidste måned offentliggjorde Sundhedsstyrelsen sin vaccinationsplan for efteråret og vinteren.
Som noget nyt vil det kun være folk på mindst 65 år og få yngre, der er i særlig risiko, som vil blive tilbudt en corona-boostervaccination.




