Nulemissionszoner kan presse almindelige børnefamilier ud af København, advarer FDM

Trods afgiftsfritagelse er det fortsat en stor økonomisk byrde at købe en elbil, mener Forenede Danske Motorejere (FDM). Så hvis der bliver indført nulemissionszoner i store byer, som regeringen vil åbne for, kan det presse »almindelige mennesker« ud af byen, der til gengæld kun bliver for eliten, frygter foreningen. Forventningen er dog, at ejere af dieselbiler kan få en økonomisk gulerod.

»Langt hen ad vejen er det noget symbolpolitik, men vi kan sagtens forstå, at biler uden sodpartikelfilter ikke skal kunne køre ind i byen,« siger afdelingschef i FDM, Torben Kudsk, om regeringens kommende udspil om biler i byerne. Niels Ahlmann Olesen

Regeringens kommende grønne plan, der sigter mod at mindske antallet af dieselpersonbiler i København, møder kritik fra Forenede Dansk Motorejere (FDM).

Det kommende udspil vil ifølge Politiken handle om to ting: Nye nulemissionszoner og skærpede krav i eksisterende miljøzoner.

Det er i høj grad nye varslede nulemissionszoner, hvor der kun må køre elbiler og andre biler uden udstødning, som FDM er kritiske overfor.

Men for FDM kan der også være mere på spil end bare biler. De nye regler kan være med til at skabe et større skel mellem by og land, da de færreste danskere har elbiler, og de, der har, typisk bor i eller omkring de største byer, lyder det.

»I de her tider med debatten om storbyen versus resten af landet bør politikerne være forsigtige med, hvad de indfører af regler. Sådanne regler kan give en skævvridning af Danmark, og nogle kan føle, at folk i storbyen lever et helt andet liv. Og det er altså hele Danmark og ikke kun storbyen, der skal lave en grøn omstilling,« siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM.

Regeringens udspil ventes først senere på ugen. De kommende tiltag indebærer en lovændring, der vil gøre det muligt for nogle få kommuner, herunder København og Frederiksberg, at indføre nye nulemissionszoner i mindre områder.

Men når det kommer til miljøzonerne, er FDMs forventning, at dieselpersonbiler fra før 2009 vil blive omfattet af de kommende regler, sådan at disse biler ikke har lov til at køre ind i miljøzonerne. Med andre ord skal bilen leve op til den såkaldte Euronorm 5 – det indebærer eksempelvis, at bilen har et sodfilter – før man må køre med sin dieselpersonbil ind i miljøzonen. Hvis altså regeringens plan bliver til virkelighed.

»Langt hen ad vejen er det noget symbolpolitik, men vi kan sagtens forstå, at biler uden sodpartikelfilter ikke skal kunne køre inde i byen, for de bidrager i et eller andet omfang til forureningen,« siger Torben Lund Kudsk.

FDM har regnet på, hvor mange dieselpersonbiler der kan blive ramt af en miljøzone i København.

Beregningerne viser, at der er cirka 64.000 dieselbiler med Euronorm 4 eller ældre på Sjælland.

FDM har ikke umiddelbart regnet på, hvor mange af de 64.000 biler der rent faktisk kører til København.

»Men de mennesker, der kører til København, vil stå i en træls situation, hvor de måske vil være nødt til at skifte deres bil på et tidspunkt, som de ikke selv har valgt. Det kan gøre, at det bliver lidt af et problem for dem og deres privatøkonomi. Og måske vil nogle blive presset til søge et job et andet sted end København,« siger Torben Lund Kudsk:

»Det kan være en masse børnefamilier, der ikke har så mange penge, siden de har en ældre bil. Her er det vores forventning, at politikerne vil gøre et eller andet – for eksempel indføre en skrotningsordning, så man på den måde får et ordentligt tilskud til at købe en anden bil.«

Det andet punkt i regeringens plan er nulemissionszonerne.

»Det er meget mere vidtgående og meget markant,« siger Torben Lund Kudsk med henvisning til, at elbilerne blot udgør 2,2 procent af bilparken i Region Hovedstaden.

Specielt signal fra en rød regering

»Langt de fleste vil slet ikke kunne køre ind i nulemissionszonerne. Det her opfatter vi virkelig som symbolpolitik. Hvis det bliver vedtaget, bliver det kun eliten og de mest velhavende mennesker, der har adgang til at køre inde i de store byer,« siger Torben Lund Kudsk:

»Når 98 procent af befolkningen kører i andet end elbiler, så er det et lidt specielt signal fra en rød regering at sende om, at kernevælgerne ikke er velkomne inde i byen.«

Regeringen har dog planer om en form for dispensationsordningen eller lignende, så der bliver taget hensyn til i hvert fald de mennesker, der bor i en nulemissionszone.

Torben Kudsk kalder tiltaget for »symbolpolitik«, der bliver indført »alt for tidligt«. Han remser flere argumenter op.

Zonerne løser ikke luftforureningsproblemet i København, fordi langt den største del af luftforureningen i København kommer med vinden fra udlandet. Og elbiler forurener også – fordi der udledes partikler via dækkene, lyder det.

»Desuden er det kun meget få procent af befolkningen, der har en elbil. Og en elbil er stadig en stor økonomisk byrde at købe, som almindelige mennesker ikke bare kan vælge at købe,« siger Torben Lund Kudsk.

Men kan man ikke få en elbil ned til cirka 150.000 kroner fra ny?

»Nej, det kan du ikke. De elbiler, der kortvarigt var til den pris, er gået ud af produktion igen. De koster fra 200.000 kroner og opefter. Og man kommer hurtigt op på 300.000 kroner.«

Der er en lille SUV (sports utility vehicle, red.) af mærket Dacia, som vil kunne fås til cirka 130.000 kroner?

»Den er ikke på markedet endnu. Så lad os se. Vi har også set forventninger vedrørende nogle andre mærker. Ikke et ondt ord om Dacia, men den er et lavprisprodukt, og alle andre elbiler koster væsentligt mere.«

Hvad hvis nu man kun laver nogle små nulemissionszoner – vil det stadig være et problem?

»Det vil stadig være symbolpolitik, og så er der den fare i det, at den slags har det med at sprede sig ret hurtigt. Og det vil muligvis brede sig hurtigere end elbilerne.«