New York melder om nul nye coronadødsfald – men tør stadig ikke åbne for indendørs servering
Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du kan begynde dagen med at være godt klædt på allerede til morgenkaffen.
For første gang melder New York City om nul nye coronarelaterede dødsfald på et døgn. Arkivfoto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
Godmorgen og velkommen til en rask overflyvning af denne mandags vigtigste nyheder.
Vi skal omkring en opgørelse fra Kriminalforsorgen, der viser, at antallet af voldsepisoder i landets fængsler stiger år for år. Derudover skal vi forbi en historie om, at flere pensionskasser ikke tager aktivt ejerskab alvorligt nok. Og så skal vi runde en historie om, at Spanien håber på hjælp fra EU efter coronakrisen.
Men først skal vi se på dagens coronatal. De danske tal opdateres kun på hverdage, og der er derfor ikke ændringer i tallene siden i går, men de udenlandske opdateres hver dag.
Bekræftede smittede i Danmark: 12.946 Antal, der har overstået smitten: 12.077 Bekræftede døde i Danmark: 609 Antal bekræftede smittede på verdensplan: 12.878.325 Antal døde på verdensplan: 568.541
New York City melder om nul døde for første gang siden udbrud
For første gang siden pandemien brød ud, har millionbyen New York City registreret nul nye coronarelaterede dødsfald på et døgn. Det viser tal søndag lokal tid fra sundhedsmyndighederne i byen, der tidligere har været USAs epicenter for coronavirussen, skriver finansmediet Bloomberg.
Byen er begyndt at genåbne efter at have været lukket ned under udbruddet. Mandag måtte blandt andet neglesaloner, solarier og hundeparker åbne. Borgerne må til gengæld stadig ikke gå på restaurant indendørs, da flere delstater, herunder Texas og Florida, har oplevet en stor stigning i antallet af smittetilfælde, efter at de åbnede for indendørs servering igen.
Danske fængselsbetjente bliver udsat for flere og grovere overfald
Vi begynder i Berlingske, der i dag skriver, at antallet af voldsepisoder mod ansatte i landets fængsler stiger år for år, og at overfaldene bliver grovere og grovere.
I 2017 blev fængselsbetjente udsat for vold 175 gange. I 2018 skete det 182 gange, og i 2019 var der 195 tilfælde af vold mod fængselsbetjente, viser Kriminalforsorgens seneste opgørelse.
En af de fængselsbetjente, der har oplevet at blive overfaldet flere gange, er Christian.
Han fortæller i dag blandt andet om en episode, hvor han under en magtanvendelse forsøgte at få tag i en indsats ben, men fik et spark i ansigtet, så hans næseben i dag buler til højre. Da den indsatte var overmandet, opdagede Christian, at han blødte fra to flænger i panden og læben.
»Volden mod fængselsbetjente stiger, ja. Men den bliver også grovere og grovere. De har ingen empati over for autoriteter,« siger han og fortæller om en anden indsat, der gav udtryk for, at det nærmest var en sport for ham at slås med fængslets personale.
Situation er »helt uacceptabel«, understreger justitsminister Nick Hækkerup (S) over for Berlingske.
Danske pensionskasser og andre investeringsfirmaer skal have en politik for aktivt ejerskab. Det er et krav i både EU og dansk lovgivning, at store formueforvaltere redegør for, hvordan de overvåger deres investeringer – og hvordan de udøver deres stemmeret.
Men den opgave – i en portefølje på måske hundredvis eller tusindvis af selskaber – er så stor, at mange kapitalforvaltere i praksis vælger at udlicitere opgaven. De sender en ekstern konsulent, der skal stemme via fuldmagt ved generalforsamlinger i de selskaber, de har investeret i.
Det skriver Børsen i dag.
Flere formueforvaltere, blandt andre MP Pension, PKA Pension, PFA Pension og Formuepleje, fortæller, at de udliciterer dele af deres ejerskabsarbejde eller modtager ekstern rådgivning om det, mens giganten ATP insisterer på at varetage sit ejerskab selv i størst muligt omfang.
Ledelseseksperten professor Steen Thomsen fra CBS er kritisk over for udviklingen.
»Jeg advarer mod, at man som investor sætter sit aktive ejerskab på autopilot. Hvis man virkelig skal dække mange selskabers corporate governance, skal man faktisk gøre et stort stykke arbejde. Og sandheden er, at disse fuldmagtsstemmefirmaer ofte har nogle få, meget unge medarbejdere til at dække et enormt antal selskaber og deres generalforsamlinger. Det er en discountmodel,« siger han til Børsen.
Spanien gisper af turistmangel og håber på milliardhjælp nordfra
Politiken skriver i dag på forsiden af avisen, at denne uge afgør, hvem der skal have penge, og hvem der skal betale i EU.
På fredag og lørdag er der EU-topmøde i Bruxelles. Her skal statsminister Mette Frederiksen (S) og de andre landes ledere diskutere et syvårigt EU-budget og en storstilet genopretningsfond, der skal hjælpe lande ud af coronakrisen.
Fonden er på 750 milliarder euro, hvilket svarer til cirka 5.600 milliarder kroner.
Der er altid benhård kamp om EU-budgettet. Og denne gang er der endnu mere på spil på grund af genopretningsfonden, som for alvor splitter EU fra nord til syd.
Spanien er et af de lande, der håber på hjælp. Sammen med Italien er Spanien det land, der har været hårdest ramt af coronavirus. Over 28.400 spaniere har mistet livet, og den lange nedlukning har sendt den spanske økonomi til tælling og fået arbejdsløsheden til at eksplodere.
IMF, den internationale valutafond, vurderer, at den spanske økonomi vil falde med 12,8 procent i 2020. Samtidig stiger antallet af coronasmittede igen, og et område i Catalonien er netop lukket ned for anden gang.
Læs hele historien på Politiken.
Organisationer: Giv ikke børn medansvar for seksuelle overgreb
Jyllands-Posten skriver i dag, at flere organisationer kalder det »dybt kritisabelt«, at børn under den seksuelle lavalder indirekte kan få en del af ansvaret for, at de er blevet udsat for seksuelle overgreb. Det er holdningen hos tre kvindeorganisationer, efter at en 32-årig mandlig idrætslærer torsdag blev frikendt for voldtægt af en 13-årig pige.
»I løbet af ti minutter ved du, om der er potentiale til en forelskelse«
Til slut skal vi forbi Berlingske igen, hvor AOKs artikelserie om kærlighed begynder i dag.
Berlingske har blandt andet bedt en række kulturpersonligheder om at udforme ti kærlighedsbud, baseret på hvad livet har lært dem om kærlighed og relationer. I dag er det præst, Kierkegaard-ekspert og bogaktuelle Pia Søltoft. Hun mener ikke, at man kan elske sit land, til gengæld elsker man sine børn mere og mere, og så minder hun om, at kærlighed ikke må blive et regnskab.
Præst Pia Søltoft synes, at kærlighed er det mest misbrugte ord i verden. »Vi siger, at vi elsker vores cykel eller mørk chokolade. Og i virkeligheden mener vi, at det er noget, vi sætter særlig stor pris på.« Niels Ahlmann Olesen
Det sker i dag
Bruxelles: EUs udenrigsministre mødes for at drøfte de bilaterale forbindelser og gennemførelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet om migration, sikkerhed og stabilitet i regionen og krisen i Syrien. Desuden vil Rådet for Den Europæiske Union drøfte det kommende topmøde mellem EU og Indien, der finder sted til oktober. På mødet vil rådet også komme med en reaktion på situationen i Venezuela.
Del:
Andre læser også
Danmark
Alarmerende rapport afslører, hvorfor fængselsbetjente forlader jobbet: »Kriminalforsorgen er på katastrofekurs«
Internationalt
Virussen er gået amok i USA. Nu breder et mysterium sig: Hvorfor er der ikke flere, der dør?
Kultur
Thea gik til sin chef og advarede mod pseudovidenskab. I dag er hun opsagt