En mystisk lugt spredte sig torsdag aften over hovedstadsområdet.
Lugten, der bliver beskrevet som både gas- og ammoniaklignende og rådden, fik mindst 15 borgere til at slå alarm til Hovedstadens Beredskab ved at ringe 112.
Det oplyser operationschefen ved beredskabet til TV 2 Lorry, og han oplyser, at man nu er i fuld gang med at undersøge kilden til lugten.
Operationschefen kommer dog med en opfordring.
Det skyldes, at borgerne valgte at ringe 112 for at oplyse om lugten – og for at spørge til, hvad lugten kunne komme af.
Alarmcentralen er forbeholdt akutte situationer, hvor en borger har brug for politi, ambulance eller brandvæsen.
»Det er selvfølgelig borgere, der ringer og vil gøre os opmærksomme på det, hvis det skulle være farligt, men man skal altid vurdere, hvad der er akut, og hvad der ikke er akut,« siger han til TV 2 Lorry.
»Flere borgere ringede og spurgte ind til lugten, men man skal altid vurdere, om man skal ringe 112. Det er jo et akutnummer.«
Også Københavns Politi har fået en del opkald fra bekymrede borgere via 114. Vagtchefen oplyser, at de 112-opkald, der ikke er alvorlige, bliver stoppet hos alarmcentralen, så de ikke går videre til politiet.
Hverken Hovedstadens Beredskab eller Københavns Politi frygter, at lugten skulle være farlig. Beredskabet har heller ikke modtaget nogen meldinger om, at borgere skal være blevet dårlige eller følt sig utilpasse på grund af lugten.
Operationschefen kan desuden afvise, at Hovedstadens Beredskab har opdaget udslip eller hændelser, der skulle kunne skabe en farlig lugt.
Nu arbejder beredskabet og politiet på at finde årsagen til lugten, men der er dog ikke endnu en rød tråd at finde i henvendelserne – heller ikke rent geografisk, for meldingerne kommer både fra Charlottenlund, Tårnby og det indre København.
TV 2 Lorry har også modtaget en række henvendelser fra borgere om lugten. Flere beskriver lugten som gaslignende, andre skriver, at der lugter af kloak, hvor de befinder sig.