Mødet mellem Biden og Xi er »fuldstændig afgørende for verdensfreden«

Både USA og Kina har en interesse i at stabilisere deres forhold, siger Berlingskes korrespondent.

Sidste gang de to statsledere så hinanden, var på Bali i november 2022. Billedet her er derfra.  Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke små spillere, der mødes på onsdag.

Og det er heller ikke små emner, der vil blive drøftet. 

Når Kinas præsident, Xi Jinping, og USAs præsident, Joe Biden, i næste uge sætter sig om samme bord i solskinsstaten Californien, er det et helt år siden, at de senest har set hinanden.

Det i sig selv gør mødet mellem de to verdensmagter særligt vigtigt, lyder det fra Berlingskes Asien-korrespondent, Alexander Sjöberg. Også for Danmark. 

»Det er fuldstændig afgørende for verdensfreden,« siger han. 

Siden de to præsidenter mødtes sidst, har der været en del kontroverser mellem de to lande. 

Blandt andet skød amerikanerne en luftballon, som de mente Kina brugte til at overvåge, ned over USA tidligere i år. Det afviste kinesiske myndigheder. Senest har USA indført et forbud mod at eksportere amerikansk udstyr, der anvendes til at producere mikrochip, til Kina. 

At verdens to mest magtfulde mænd ikke har snakket sammen i et helt år, er ifølge Alexander Sjöberg »helt vildt«. Ikke desto mindre er det helt nødvendigt, tilføjer han. 

»Både USA og Kina har en interesse i at stabilisere deres forhold. De har begge brug for at vise og bevise over for verden og deres egen befolkning, at de er ansvarlige, og at de kan sætte sig ned og snakke sammen, selv når tingene er rigtig svære.«

Og svære kan man roligt sige, at tingene er lige nu.

Med en krig i både Europa og Mellemøsten og med en fortsat anspændt situation i Taiwan er der nok at tage fat i på mødet, og netop de emner ventes at være på programmet ligesom de økonomiske relationer mellem de to lande.

Ifølge Alexander Sjöberg er det dog mindre vigtigt, hvad der bliver snakket om, og mere vigtigt at der bare bliver snakket. 

»Når de to ledere sætter sig sammen, sender det et signal om, at der er en dialog og en mulighed for at tale sammen. Og det er jo enormt positivt,« siger han.