Med regeringens planer om en ny energireform skal vindmøller og solceller ikke bare redde kloden og vores børnebørns fremtid, men også være en del af en overordnet sikkerhedspolitisk energipolitik, der samlet skal gøre os uafhængig af russisk gas.
Det er blandt andet de omvæltninger, som statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag forberedte os på med præsentationen af reformudspillet »Danmark kan mere II«.
Det indebærer blandt andet en firedobling af vedvarende energi på landjorden. Men allerede nu er modstanden mod hver ny vindmøllepark og hvert nyt solcelleanlæg massiv, og derfor kan der vente en firedobling af lokal modstand mod larmende og grimme anlæg midt i naturens herlighed.
Medmindre det er nemmere at acceptere en vindmølle i baghaven, hvis den betyder, at vi ikke er med til at finansiere Putins ødelæggelse og rædsel.
»Det tror jeg ikke gør nogen forskel for folk,« siger Kristian Borch, lektor på Aalborg Universitet, der forsker i grøn omstilling i lokalområder.
»Det har nok nærmere skubbet til politikernes holdning, og jeg må sige, at det er voldsomt irriterende, at det er sådan en som Putin og ikke videnskaben, der ender med at få os i gang med den grønne omstilling. Det er jeg oprigtig forarget over,« siger Kristian Borch, der ikke kan skjule sin frustration over regeringen:
»Covid og Ukraine er forfærdeligt, men intet imod det klima vi er ved at give videre til vores børn. Det er det, der skal drive den grønne omstilling. I stedet snakker Mette Frederiksen Putin, Putin, Putin.«
Bevar Nordkysten
I Ålsgårde kæmper en gruppe borgere mod Helsingør Kommunes planer om at anlægge en enorm solcellepark, der svarer til 84 fodboldbaner. De mener, at man skal tænke sig grundigt om, inden man overplastrer hele landet med solceller – og som minimum sikre, at solcellerne er produceret klimaneutralt.
For talsmand for protestbevægelsen Bevar Nordkysten, Jørgen Theisen Schmidt, ændrer det ikke noget, at solceller nu også er blevet sikkerhedspolitik.
»Det ændrer egentlig ikke noget. Jeg mener stadig, man skal tage hensyn til naturen og lokale borgere. Har man vitterligt tænkt igennem, når man laver de store markbaserede anlæg? Om de er så klimaneutrale, som de bør være? Man skal tænke sig godt om, inden man omvender naturen og de åbne landskaber til elproducerende glas- og stålmarker,« siger Jørgen Theisen Schmidt:
»Jeg mener, man gør kloden en bjørnetjeneste, når man ikke sikrer et positivt CO₂-regnskab ved at regne produktion af solceller ind.«
Politisk gave
Kommunalforsker Roger Buch tror heller ikke, at krigen i Ukraine vil få flere lokale til at byde solceller og vindmøller velkommen, som var de ukrainske flygtninge lige efter invasionen.
»Det vil ikke ændre det store. Det er klart, at lige i de her uger og måneder er vi meget påvirkede af, hvad der foregår i Ukraine, så lige nu glider det måske en anelse nemmere ned. Men alt bliver hverdag, og når de nye solcelle- og vindmølleprojekter skal anlægges, vil vi have vænnet os til krigen, hvis ikke den er overstået,« siger han.
Han mener til gengæld, at det faktum, at klimapolitik nu er blevet sikkerhedspolitik, er en foræring til regeringen.
»Regeringen kan slå to fluer med et smæk. Socialdemokraterne havde det dårligste kommunalvalg i moderne tid, blandt andet fordi unge i byerne ikke mente, de gjorde nok for klimaet. Det reagerede Mette Frederiksen på allerede i nytårstalen, og det, at der nu er kommet en sikkerhedspolitisk dimension i bæredygtighed, at man er »tvunget« til at slippe af med Putins gas, er en kæmpe fordel,« siger Roger Buch og tilføjer:
»Selvfølgelig er der strategi i at formulere det som sikkerhedspolitik. Men det er også sikkerhedspolitik, for hvis ikke Putin var gået ind i Ukraine, var denne her plan ikke kommet.«
Bekæmp modstand med demokrati
Mens lektor Kristian Borch ikke mener, at erodering af Putins magt vil øge velviljen til vindmøller og solceller, så mener han, at selve det demokrati, vi kæmper for mod Putin, kan være med til at dæmpe konflikterne.
»Et demokrati handler om retten til selvbestemmelse og medindflydelse på det, der er i vores interessesfære om fællesskabet og om argumentets vægt. Det har man bare ikke været særlig god til at bruge i den grønne omstilling, når man sætter kæmpestore vindmølleparker op. Man har trukket det ned over hovedet på folk, som så klager, så sagerne bliver trukket i langdrag af behandlingstiden hos domstolene,« siger Kristian Borch.
Ved Nørrekær Enge i Nordjylland stiftede de lokale en forening med det formål at købe nogle af vindmøllerne, da de blev orienteret om planer om at udvide den nuværende vindmøllepark. Det er meningen, at afkastet skal tilgodese lokal udvikling i området omkring Nørrekær Enge, så de kompenseres for generne.
»Hvis vi kan få lokal forankret folkeligt medejerskab, så bakker vi op. Det skal kort sagt komme lokalsamfundet til gode. Alt er ikke på plads endnu, og vindmøllerne er ikke sat op, men vi har fået lavet en aftale, der betyder, at der har været mindre folkelig modstand, end man ser ved lignende projekter,« siger næstformand i Nørrekær Enges Vindmølleforening, Helge Christiansen.
For Kristian Borch er det ikke argumentet om, at vi skal være uafhængige af gas fra Rusland, der kan skabe opbakning, men netop at lokalområdet kan se en helt konkret gevinst ved omstillingen.
»Der vil altid være modstandere. Men for mange handler modviljen om, at de føler, de får trukket et færdigt projekt ned over hovedet, som de hverken har indflydelse på eller interesse i. Men erfaringen viser, at når lokalbefolkningen har en ejerandel i anlægget og har fået indflydelse på, hvordan det skal se ud, bliver de ikke sure,« siger Kristian Borch.
Han nævner at Danmarks største landenergipark, der ligger ved Skjern, er rejst på borgerinitiativ og er forankret i en almennyttig fond, der hvert år fordeler en halv million kroner til lokalbefolkningen.
»Sådan noget hjælper rigtigt meget,« siger han.
