Mistænkt for drabsforsøg kan gemme sig i København

En ung frederikshavner blev i marts stukket med kniv og slået i hovedet. En mistænkt kan måske være i København, siger nordjyske efterforskere.

Politiet i Nordjylland har i flere uger ledt efter en 35-årig mand, der er mistænkt for drabsforsøg. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

Politiet i Nordjylland leder efter en mulig forbryder, der kan befinde sig i København.

Det drejer sig om 35-årige Stefan Tahir Gaarboe Danielsen, der er mistænkt i en sag for drabsforsøg, der skal være sket i Frederikshavn 2. marts.

Her blev en 25-årig frederikshavner stukket med kniv og slået med slagvåben i hovedet.

Tre personer er allerede anholdt i sagen, men den 35-årige er stadig på fri fod.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 35-årige Stefan Tahir Gaarboe Danielsen er eftersøgt af politiet.

»Vi ved, at han er tilmeldt en adresse i Aalborg, men det er også sandsynligt, at han kan have taget ophold andre steder, for eksempel i København, hvor han har relationer,« siger politikommissær Peter Skovbak, der leder efterforskningen af sagen.

»Hvis man ved, hvor han er – eller har andre oplysninger i sagen – så skal man straks ringe til os på telefon 114,« siger politikommissæren.

Politiets efterforskere fra Frederikshavn har ledt intenst efter manden i flere uger, men det har ikke ført noget med sig endnu.

Stefan Tahir Gaarboe Danielsen beskrives som 183 centimeter høj, almindelige af bygning, lys hud og lyst kort hår. Derudover påpeger politiet, at han har bogstaverne »LTF« skrevet på halsen.