Der iværksættes nu en grundig undersøgelse af de anklager om overgreb og seksuelt grænseoverskridende adfærd, der har ramt Københavns Domkirke.
Det oplyser kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), efter at Berlingske søndag har beskrevet, at en centralt ansat ved Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, for år tilbage forgreb sig på et barn.
Den pågældende medarbejder er fortsat ansat i kirken, hvilket vækker bekymring blandt kolleger, idet der færdes mange konfirmander, drengekorsmedlemmer og unge i samfundstjeneste i kirken.
»Jeg er dybt, dybt rystet over det, man kan læse i Berlingske i dag. Det er det første, jeg hører til sagen, men jeg er dybt rystet. Den adfærd, der er beskrevet i artiklen, er uforenelig med at arbejde i folkekirken eller andre steder. Det kan ikke siges tydeligt nok,« siger kultur- og kirkeministeren.
Skadet for livet
Til Berlingske fortæller det i dag voksne offer, at han fra 12- til 14-års-alderen blev krænket seksuelt af den ansatte ved domkirken, der har ledelsesansvar for flere kolleger.
»I dag kan jeg se, at det har skadet mig for livet. Jeg må leve med, at jeg eksempelvis aldrig kommer til at få et normalt sexliv,« fortæller offeret om overgrebene, der fandt sted i 1990erne.
Berlingske kender identiteten på offeret og på krænkeren, men har valgt at anonymisere begge. Den pågældende ansatte ønsker ikke at udtale sig om forholdene.
Sagen kom til domkirkens kendskab i 2014 og blev efterfølgende politianmeldt. På grund af de daværende forældelsesregler blev sagen dengang henlagt. Både biskoppen, domprovsten og formanden for menighedsrådet var dog bekendt med sagen, der altså ikke fik konsekvenser for ansættelsesforholdet.
Folkekirken skal være trygt sted at komme
Ifølge eksperter burde domkirken have grebet ind og undersøgt klagerne. Den dag i ærgrer Peter Skov-Jakobsen, biskop i København Stift, sig over, at han ikke reagerede kraftigere, siger han til Berlingske.
Nu skal biskoppens håndtering og den pågældende medarbejders ansættelsesforhold granskes, oplyser kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen til Berlingske.
»Jeg har allerede i dag bedt ministeriet om at tage initiativ til at komme til bunds i denne sag. Derfor skal vi have en grundig redegørelse og undersøgelse af de forhold, der er kommet frem, så der kan drages den nødvendige konsekvens,« forklarer Ane Halsboe-Jørgensen.
Kirkeministeren har det endelige ansvar for folkekirkens personale og tilsynet med blandt andet Københavns Domkirke.
»Derfor er det vigtigt at komme til bunds i sagen og få håndteret det korrekt. Folkekirken skal være et trygt sted at komme.«
Udover anklagerne om, at den ansatte har forulempet et barn, fortæller to andre mænd, at den ansatte har krænket dem seksuelt. Ledelsen ved domkirken blev ikke orienteret om disse sager.
I menighedsrådet for Vor Frue Kirke i København forklarer næstformand Hanne Sundin, at rådet tilbage i 2014 og 2015 »stolede på«, at politiet håndterede sagen om overgrebet på barnet.
»Vi har ikke haft det indblik i sagen, som I nu bringer frem,« siger hun til Berlingske.
Lyt til dette afsnit af »Pilestræde«, der handler om sagen i Københavns Domkirke.