Færre danskere cykler. Og det, selvom Folketingets partier blev enige om at udnævne 2022 til 'cyklens år', og at der med Infrastrukturplan 2035 blev afsat tre milliarder kroner til cykelprojekter de kommende år.
Det skriver Jyllands-Posten og henviser til, at der de seneste år i øvrigt er blevet smidt flere andre milliarder af kroner efter cyklisterne.
Avisen henviser særligt til en såkaldt 'transportvaneundersøgelse' fra DTU, der er lavet på baggrund af interviews med cirka 11.000 personer. Her viser 2021-tallene en klar udvikling, mener Hjalmar Christiansen, der står bag undersøgelsen.
»Cykeltrafikkens nedgang vil nok fortsætte foreløbigt. Der er så lige en mellemregning med de stigende benzinpriser, så måske vil flere tage cyklen i den nære fremtid, men den overordnede tendens vil være vanskelig at stoppe,« siger han.
I 2016, viser undersøgelsen, havde 77 procent af alle danskere over seks år en cykel, og nu er det 64 procent.
Den viser også, at alle danskere over seks år i gennemsnit cyklede 1,51 km om dagen i 2016 mod i gennemsnit 1,19 km om dagen i 2021.
Det er særligt børn og unge, der cykler markant mindre, og til Jyllands-Posten siger transportminister Trine Bramsen (S), at investeringer i cykelstier kan få flere til at cykle.