Syvårige Villads holder hårdt fast om håndtaget i bordfodboldbordet. Hans lyse hår falder ned foran øjnene, mens han med hurtige ryk bevæger håndleddet og får plasticfiguren på midten af bordet til at skyde den hvide bold i mål.
Over for ham står hans mor, Mille Maasbøl, og forsøger at sende bolden tilbage. Hun har været hjemme hele dagen, for hun arbejder ikke længere. Hun vil hellere have tid til at hente Villads i skolen og lege med ham, når de kommer hjem.