Milla bliver student i et coronaår – særligt én ting er hun nervøs for

Milla Smith Tejlgaard Jensen går i 3. g på Gammel Hellerup Gymnasium. Efter snart et år med hjemsendelser og onlineundervisning er hun bekymret for, om hun har fået nok ud af sin sidste gymnasietid.

Milla Smith Tejlgaard går i 3. g på Gammel Hellerup Gymnasium. Det bekymrer hende, at det seneste år har budt på massevis af fjernundervisning og hjemsendelser. Tobias Kobborg

Det er ikke altid, at Milla Smith Tejlgaard Jensen kommer ud af nattøjet og over på stolen ved skrivebordet, når undervisningen begynder kl. 8.10 på computerskærmen i huset på Østerbro.

Det hænder, at hun sidder svøbt ind i sin varme dyne de første timer. Nok også lidt for ofte efterhånden. Men det er svært at skabe sig en normal rutine i hverdagen, når undervisningen det seneste år i lange perioder har foregået virtuelt, og når der ikke er en lærer eller nogle klassekammerater i samme rum.