Statsminister Mette Frederiksen (S) blev tirsdag spurgt til forskellen mellem hendes egen besked om at slå mink ned og så den ulovlige instruks, som tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg netop er blevet idømt 60 dages fængsel for.

»Jeg mener slet ikke, at de to ting kan sammenlignes,« lød det korte svar fra Mette Frederiksen, da hun stillede op foran pressen efter tirsdagens spørgetime i Folketinget.

»Men jeg kommer ikke til at gå ind i spørgsmål om Minkkomissionen. Minkkommissionen arbejder. Er der andre spørgsmål?,« spurgte hun.

Da hun igen blev spurgt til sagen, fastslog hun, at hun »ikke har yderligere at tilføje«, inden hun takkede af og forlod de fremstrakte mikrofoner.

Inger Støjberg blev mandag idømt 60 dages ubetinget fængsel på baggrund af en ulovlig instruks i en pressemeddelelse.

Højesteretspræsident Thomas Rørdam forklarede, at flertallet af dommerne i Rigsretten fandt frem til, at en pressemeddelelse fra 10. februar 2016 er den afgørende faktor for dommen. Det var denne pressemeddelelse, som indeholdt den ulovlige instruks om, at samtlige asylpar skulle adskilles undtagelsesfrit.

Den afgørelse har store politiske perspektiver, som Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, konstaterede umiddelbart efter dommen i en analyse.

»Hvis der er en ting, der står klart efter den hårde dom over Inger Støjberg, så er det, at ministre er underlagt et stramt juridisk ansvar,« skriver han og tilføjer, at et argument fra den borgerlige opposition nu vil lyde:

»Hvis Støjberg skulle for en rigsret, som endte med, at hun mandag blev dømt med piber og trommer. Så skal Mette Frederiksen samme vej. Konsekvenserne af hendes mulige brud på loven er langt større. Alt andet er hyklerisk.«

4. november 2020 sagde Mette Frederiksen på et pressemøde, at alle mink skulle slås ihjel. Men på det tidspunkt var der endnu ikke lovhjemmel til beslutningen.