I stuen i det private hjem ligger der forskellige legesager ud over gulvet, mens fire børn ivrigt leger. 34-årige Katja Freiesleben arbejder som privat børnepasser i Københavns Kommune. Hun passer sin toårige datter Karla derhjemme sammen med tre andre børn. Katja Freiesleben har tidligere arbejdet i offentlige institutioner, både i fritidshjem og vuggestue, men hun ønsker ikke, at hendes eget barn skal passes i en offentlig vuggestue.
»Jeg oplever ikke, der er mulighed for, at børnene kan få dækket deres basale behov for en tæt tilknytning i vuggestue. Derfor ønsker jeg heller ikke, at mine egne børn skal i vuggestue,« siger hun.