Mens du sov: Østrig vil som det første land i EU forbyde »kræft-mistænkt« stof i Roundup

Parlamentet i Østrig godkender forslag om at forbyde glyfosat, der mistænkes for at kunne give kræft.

Østrig er som det første land i EU på vej til at indføre et totalforbud mod glyfosat, der er det aktive kemiske stof i sprøjtemidlet Roundup. REGIS DUVIGNAU

Østrig er som det første land i EU på vej til at indføre et totalforbud mod glyfosat, der er det aktive kemiske stof i sprøjtemidlet Roundup. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag stemte et flertal i Østrigs parlament for et forslag om at forbyde al brug af produkter med glyfosat. Det kemiske middel mistænkes for at kunne forårsage kræft. Lovforslaget var stillet af Østrigs socialdemokratiske parti.

Kritikere af parlamentets beslutning mener ifølge AFP, at det kan være ulovligt for et medlemsland af EU på egen hånd at indføre et forbud mod et middel, der er godkendt af EU.

Selv om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i 2015 klassificerede glyfosat som »muligvis kræftfremkaldende«, så besluttede EU i december 2017 at forny godkendelsen af ukrudtsmidlet på det europæiske marked i yderligere fem år.

EU-Kommissionen fremhævede i den forbindelse, at EU's kemikalieagentur, Echa, og unionens fødevareagentur, Efsa, ikke anser glyfosat for at være kræftfremkaldende.

Det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, EPA, vurderer ligeledes, at glyfosat er sikkert.

I Danmark har Miljøstyrelsen godkendt stoffet og vurderet, at det er sikkert at anvende i forhold til mennesker og miljø.
I Danmark bliver Roundup primært brugt i landbruget til blandt andet nedvisning og på markerne før fremspiring. Midlet er også populært blandt haveejere herhjemme.

Roundup produceres af den amerikanske kemigigant Monsanto, som i 2018 blev overtaget af den tyske Bayer-koncern.
De seneste måneder har Bayer tabt tre retssager i Californien om Roundup, hvor kræftramte personer er blevet tilkendt store erstatningssummer.

Bayer har tidligere sagt, at det »er overbevist om, at glyfosat er sikkert og ikke fremkalder kræft«.

/ritzau/

Luftangreb mod migrantcenter i Libyen dræber 40

Mindst 80 er blevet såret i luftangreb mod et center i Tripoli, hvor illegale migranter tilbageholdes.

40 personer er dræbt, og 80 personer er såret i et luftangreb sent tirsdag aften, som ramte et migrantcenter i Libyens hovedstad, Tripoli. Det oplyser en talsmand for sundhedsmyndighederne i Libyen.

Billeder offentliggjort af libyske embedsmænd viser afrikanske migranter, der bliver behandlet på et hospital efter angrebet.
I det angrebne center tilbageholdes migranter, der opholder sig illegalt i Libyen.

FN's Flygtningeorganisation, UNHCR, skriver på Twitter, at det er »ekstremt bekymret for meldingen om dræbte flygtninge og migranter«.

»Civile bør aldrig være et mål,« skriver UNHCR.

Libyen er en af de centrale knudepunkter for migranter fra Afrika og arabiske lande, som forsøger at nå til Italien og Europa med båd.

Mange migranter bliver dog tilbageholdt af de libyske kystvagter, som støttes af EU.

Tusindvis tilbageholdes i detentionscentre som det, der tirsdag er blevet angrebet.

Disse centre er blevet kritiseret i af menneskerettighedsorganisationer, der kalder forholdene for umenneskelige.

Det angrebne center ligger i kvarteret Tajoura i det østlige Tripoli. Kvarteret er også hjemsted for militære styrker, der er allierede med Libyens FN-støttede regering.

Tripoli har de seneste tre måneder været under angreb fra oprørsgeneralen Khalifa Haftar.

Haftars LNA-milits varslede mandag, at det snarest ville påbegynde kraftige luftangreb mod Tripoli.

LNA afviser dog at have ramt migrantcentret, oplyser militærkilder.

/ritzau/Reuters

Forretningsikonet Lee Iacocca er død, 94 år. John Hillery

Manden bag den ikoniske Ford Mustang er død

Lee Iacocca, den karismatiske tidligere topchef for den amerikanske bilgigant Chrysler, døde tirsdag, 94 år.
Manden bag bilhistoriens ikoniske Ford Mustang er død.

Den karismatiske tidligere topchef for den amerikanske bilgigant Chrysler Lee Iacocca døde tirsdag, 94 år. Det skriver nyhedsbureauet AP og det amerikanske medie Washington Post.

Iacocca er især kendt for at have reddet Chrysler, der nu hedder Fiat Chrysler, fra konkurs i 1980 og gøre bilfabrikanten til en markant spiller på det konkurrencetunge marked.

»Firmaet sørger efter nyheden om Lee Iacoccas død. Han spillede en historisk rolle i at lede Chrysler gennem en krise og gøre den til en sand konkurrencedygtig kraft,« skriver Fiat Chrysler i en pressemeddelelse.

»Han var en af de store ledere i vores firma og i hele bilindustrien. Han spillede også en stor rolle på den nationale scene som en filantrop og en forretningsstærk statsmand,« skriver virksomheden.

Iacocca døde i sit hjem den mondæne bydel Bel-Air i Los Angeles efter at have været syg med Parkinsons sygdom.
Bilikonet begyndte sin karriere som ingeniør hos Ford, og var en af frontløberne på udviklingen af den populære Ford Mustang.

Her ses en Ford Mustang i april 2019 i et udstillingsrum i Javits Center i New York. TIMOTHY A. CLARY

I april 1964 var Iacocca på forsiden af magasinerne Time og Newsweek sammen med en Ford Mustang. I 2013 var der solgt omkring ni millioner udgaver af den ikoniske bil.

Iacocca blev præsident i Ford i 1970, men blev fyret af Henry Ford Jr. i 1978.

Samme år blev han hyret af Chrysler og blev direktør året efter.

Efter at have reddet Chrysler fra konkurs og gjort firmaet til en stærk spiller på bilmarkedet, stoppede Iacocca i 1992.
Lee Iacocca hed oprindeligt Lido Anthony efter sine italienske forældre. Han droppede dog fornavnet, da ingen kunne stave til »Lido«. Han efterlader sig to børn.

/ritzau/

Flådesoldat frifindes for drab på fængslet IS-teenager

Edward Gallagher var tiltalt for at dræbe en teenager fra IS og skyde mod tilfældige civile irakere sidste år.

San Diego. En dekoreret Navy Seal-soldat er tirsdag blevet frifundet for et knivdrab på en fængslet teenager fra Islamisk Stat (IS) i Irak sidste år.

Et nævningeting i San Diego i den amerikanske delstat Californien frifandt tirsdag 40-årige Edward Gallagher i næsten alle tiltalepunkter.

Herunder to drabsforsøg på civile, hvor Gallagher har været anklaget for at skyde mod tilfældige irakere sidste år.
Den amerikanske flådesoldat blev dog dømt skyldig i at have poseret på et billede sammen med liget af den dræbte teenager.

Dermed står Gallagher til en straf på maksimalt fire måneders fængsel.

Gallagher var leder af særlige operationer under den amerikanske flådes specialstyrker. Han har været varetægtsfængslet siden sin anholdelse 11. september sidste år.

Da han således allerede har siddet varetægtsfængslet i syv måneder, forventer flådemyndighederne, at marineveteranen vil kunne gå fri.

Gallagher reagerede på frifindelsen med »glædestårer, følelser, frihed og total eufori«, siger marineveteranens forsvarsadvokat, Marc Mukasey.

»Det er klart, at det er en stor sejr. Det er en tung vægt, der ryger af Gallaghers skuldre.«

Sagen har skilt sig ud på grund af alvoren i anklagerne mod elitesoldaten, og fordi anklagemyndighedens sag omfatter udsagn fra Gallaghers Navy Seal-kolleger. Det er ellers en ekstremt tæt knyttet enhed selv målt med militære standarder.

Anklagemyndigheden forsøgte at tegne et billede af en højtuddannet soldat, der var kommet på afveje under sin ottende udsendelse.

Omvendt har Gallaghers advokat hævdet, at hans klient på et falsk grundlag er blevet anklaget af utilfredse Navy Seal-soldater, der har ønsket at komme af med en krævende leder.

Gallagher har modtaget Bronze Star to gange. Det er den fjerde højeste amerikanske militærorden. Den gives for heroiske handlinger og indsatser i krigszoner.

/ritzau/AP

Natten til onsdag dansk tid vandt Brasilien med 2-0 over ærkerivalerne fra Argentina i den første af Copa Americas to semifinaler. PEDRO UGARTE

Brasilien slukker Messis håb om triumf i Copa America

Copa America-værten fra Brasilien er klar til finalen efter sejr på 2-0 mod ærkerivalerne fra Argentina.

Natten til onsdag dansk tid vandt Brasilien med 2-0 over ærkerivalerne fra Argentina i den første af turneringens semifinaler.

Gabriel Jesus bragte hjemmeholdet foran i det 19. minut, da han af et uopmærksomt argentinsk midterforsvar fik lov til udækket at sparke bolden i nettet på en tværaflevering fra Roberto Firmino i højre side.

De to kombinerede sig igen igennem på et kontraangreb i det 71. minut, hvor Firmino bare skulle prikke bolden i mål fra tæt hold efter fremragende arbejde af Jesus.

Argentinas største stjerne, Lionel Messi, var tæt på at score et par gange. Men heldet var ikke med ham eller holdet.
Messi havde blandt andet et skud på stolpen, og Sergio Agüero måtte også se et forsøg prelle af på træværket, da han i første halvleg sendte et hovedstød på overliggeren.

Nederlaget betyder, at FC Barcelona-angriberen endnu ikke har vundet en betydningsfuld turnering med det argentinske fodboldlandshold.

Messi vandt guld med landsholdet ved OL i 2008, men det regnes ikke for meget i sammenligning med VM eller Copa America.

Trods nederlaget spillede Messi ifølge flere medier sin bedste kamp i dette års turnering.

Blandt de 57.000 tilskuere til opgøret i Belo Horizonte var Brasiliens superstjerne Neymar, som på grund af en skade måtte melde afbud til turneringen.

Finalen i Copa America spilles på søndag på Rio de Janeiros berømte Maracanã-stadion.
Modstanderen bliver fundet onsdag, når de forsvarende mestre fra Chile møder Peru i den anden semifinale.

Brasilien har vundet turneringen otte gange. Heraf samtlige fem gange som værtsland.

/ritzau/