Pernille Holbøll er et aktiv, der har skiftet lejr.

Det mener medieanalytiker Jan Birkemose.

Hendes skift fra chefredaktør på Ekstra Bladet til chefredaktør på B.T. skubber til magtkampen mellem de to tabloidaviser.

»Jeg anser Pernille Holbøll som et kæmpe talent, og jeg tænker, at det er et tab for JP/Politikens Hus, at hun nu havner hos konkurrenten,« siger Jan Birkemose til Politiken.

Pernille Holbøll vil som ny chefredaktør få til opgave at udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T. En opgave, som hun ifølge medieanalytikeren Jan Birkemose er godt forberedt på.

Han fremhæver overfor Politiken, at Pernille Holbøll har sat digitale aftryk de steder, hun har været ansat. Foruden hendes tid på Ekstra Bladet har hun som redaktør på TV 2 været en vigtig brik i tv-stationens udvikling til at blive et af landets største nyhedssites, vurderer han.

Ifølge Jan Birkemose tænker Pernille Holbøll i digitale løsninger og kan agere »uden den nostalgi, der kan ligge i at være født ind i printjournalistikken«.

Klik-krigen

Pernille Holbøll ser frem til den digitale udfordring, fortæller hun.

»Jeg ved, det er en ekstraordinært talentfuld medarbejderstab på B.T. med meget stort potentiale, og de gør det fantastisk. Jeg glæder mig meget til at lede, hvad jeg ser som et af landets mest spændende journalistiske og digitale projekter,« siger Pernille Holbøll i en pressemeddelelse.

Hun var ansat som chefredaktør på Ekstra Bladet, da daværende ansvarshavende chefredaktør Henrik Qvortrup erklærede klik-krig mod B.T. i ønsket om, at Ekstra Bladet skulle blive Danmarks største netmedie målt på både antal brugere og sidevisninger.

Kort tid efter forlod Pernille Holbøll Ekstra Bladet. Nu skal hun altså arbejde videre på de digitale strategier fra landets anden tabloidavis.

»B.T. har været igennem en omfattende digital rejse de seneste år, men den er langt fra slut. Jeg er imponeret over B.T.s evne til at fokusere og hele tiden kigge frem – noget som flugter godt med den, jeg er,« siger Pernille Holbøll.

Pernille Holbøll forventes at tiltræde som ansvarshavende chefredaktør på B.T. i midten af maj.