Det må være en vandrehistorie: I 2007 fandt man en mumificeret hånd og et hoved på en institution for udviklingshæmmede i Rødbyhavn, hævder afsenderen af et ti år gammelt læserbrev.

Ligresterne skulle være fundet på loftet og stamme fra en tidligere beboer. Sagen er aldrig blevet beskrevet af journalister, og på Retsmedicinsk Institut i København vækker oplysningerne ingen genklang. Fandt personalet virkelig menneskelige kropsdele på loftet? Nogle gange er fortidens gerninger så overraskende og fortrængte, at de instinktivt anses for usandsynlige med nutidens blik. Sagen skal opklares.