Han havde ellers været ansat i 12 år. Men efter talrige klager fik en mandlig medarbejder på Kohbergs store industribageri i Sønderjylland sidste år stukket en fyreseddel i hånden.
Medarbejderen blev opsagt for at lugte for meget af sved, skriver Fagbladet 3F på baggrund af en kendelse fra Afskedigelsesnævnet. Nævnet tildelte i februar den fyrede Kohberg-medarbejder 85.000 kroner i erstatning for urimelig opsigelse.
Forud for fyringen gik en skriftlig advarsel fra ledelsen, hvor det fremgik, at manden blev hjemsendt »på grund af dårlig hygiejne/stærk svedlugt, som er stærkt generende for dine kollegaer i afdelingen«. Advarslen blev efterfølgende fulgt op af en indskærpelse, der endte med at blive medarbejderens endeligt på bageriet.
Den administrerende direktør i Kohberg Bakery Group, René Normann Christensen, forklarer i en skriftlig udtalelse til Fagbladet 3F, at virksomheden ikke går på kompromis med fødevarehygiejnen, og at det derfor får konsekvenser »nu og i fremtiden«, hvis en enkelt medarbejder ikke lever op til kravene.
I kendelsen fra Afskedigelsesnævnet lægger dommeren imidlertid vægt på, at ledelsen i Kohberg netop ikke henviste til Kohbergs hygiejne i den skriftlige advarsel eller i brevet om opsigelsen.