Mange kloge børn og unge har fået noget særligt ud af hjemmeskolen – det er Elvira et billede på

Et flertal af de dygtigste skoleelever har klaret sig bedre fagligt under den første nedlukning, viser en ny undersøgelse. Det kan Elvira Griff Blom-Hanssen, der går i 9. klasse, nikke genkendende til. For hende har hjemsendelserne givet ro og mulighed for at fordybe sig i skolearbejdet på en helt ny måde.

Elvira Griff Blom-Hanssen er en af de skoleelever, der trives rent fagligt med onlineundervisning. Hun håber, at den form for undervisning kan blive en større del af skoledagen for elever som hende, når pandemien er ovre. Asger Ladefoged

Hvis det stod til Elvira Griff Blom-Hanssen, måtte onlineundervisning gerne blive en større del af hverdagen, når skolerne igen åbner for de ældste elever.

Hun har nemlig ikke haft den samme negative oplevelse med fjernundervisningen, som mange andre børn og unge har givet udtryk for det seneste år.