Det var anderledes denne gang.
Efter drabet på en ung christianit, der angiveligt var på det forkerte sted i Pusherstreet på det forkerte tidspunkt stod over 100 christianitter frem med navn og krævede et opgør med de kriminelle kræfter, der dominerer Pusherstreet.
»Christianias stiltiende accept af markedet og dets aktører var betinget af overholdelse af få regler, som blev brudt gang på gang … Ingen vold, ingen våben, ingen hårde stoffer … Det har vist sig umuligt for aktørerne på markedet at følge reglerne, og for nogle uger siden kulminerede det i et koldblodigt mord. Derfor siger vi stop nu,« hed det i Nok er Nok-erklæringen fra en række navngivne christianitter.
Politiet og politikere bemærkede forskydningen. Men da den endelige beslutning skulle træffes på søndagens fællesmøde, kunne de fremmødte christianitter efter fem timers drøften alligevel ikke nå til konsensus om at lukke gaden, men endte i stedet, som så mange gange før, med at opfordre politikerne til at bekæmpe kriminaliteten ved at legalisere hash.
For Berlingskes indlandsredaktør, Kasper Krogh, der i årevis har beskæftiget sig med den organiserede kriminalitet i København, var det det forventelige udfald.
»Det er klassisk Christiania: For lidt enighed og for meget tågesnak. Hver gang der sker noget voldsomt, som et drab på en af deres egne, så blusser der en modstand op, og man siger »nok er nok«, men når det så kommer til fællesmødet, så fiser det ud i ingenting og en erklæring om, at politikerne må løse problemet ved at legalisere hashen,« siger han.
Benhårde kriminelle
Han fortæller, at der er grupperinger på Christiania med vidt forskellige interesser. Nogle har selv økonomiske interesser i handelen, andre vil samarbejde med det omkringliggende samfund, mens især de oprindelige christianitter hælder til at tale sig til rette med pusherne, som da man i 70erne smed den hårde narko ud af Christiania.
»Men de, der styrer hashhandelen i dag, har mindre tilknytning til Christiania og er mere end nogensinde benhårde kriminelle grupper.«
Christianitterne betragter generelt også sig selv som afmægtige i forhold til at bekæmpe hashhandlen og den hårdere organiserede kriminalitet i gaden, som christianitten Klaus Danzer, der var blandt initiativtagerne til Nok er Nok-erklæringen, sagde til Berlingskes journalister i sidste uge.
»Christiania alene har ikke ressourcer nok til at skabe en permanent løsning med den nuværende lovgivning. Man skal ikke underkende, at det her er en milliardforretning. Og vi har at gøre med mennesker, som kan være grumme, når man truer deres levebrød,« sagde Klaus Danzer.
Men Kasper Krogh mener, at christianitterne selv kan være med til at løse de problemer, der senest kostede en ung christianit livet.
»Man kan ikke forvente, at christianitterne selv har musklerne til at sætte de kriminelle ud, men hvis et enigt fællesmøde gik til politiet og sagde »Nu er vi enige. De skal ud« så har politiet meldt ud, at de ville få opbakning fra politiet,« siger Kasper Krogh.