Lærke Malmbak sejlede fra København ind på landstedet med et barn i maven. Hun ønskede »et rigtigt børnefamilieliv«

Lærke Malmbak og Marc Stounberg ønskede ikke, at deres børn skulle vokse op i København. De drømte om en hverdag, der ifølge dem er uforenelig med et liv i byen. Psykolog forstår drømmen og peger på vigtigheden af samvær.

Lærke Malmbak og Marc Stounberg drømte om en anden barndom for deres børn, Hektor og Liva – en barndom, der ikke foregik midt i byen. Niels Ahlmann Olesen

Med et barn i maven og et andet på bagsædet ankom Lærke Malmbak og Marc Stounberg til en drøm i Odsherred indpakket i mursten og marker.

Den ene bakke blev erstattet af den næste, heste stod på rad og række, og lige inden bilen tog det sidste snævre sving til venstre, cyklede to teenagere forbi med en pose, så man kunne høre de øl, der formentlig snart skulle fortæres på den affolkede strand blot fem minutter derfra.