En ung kvinde tog sidste sommer til storcentret Field’s for at få ordnet negle, men i stedet endte det som en rædselsdag, der har siddet i hende siden.

Hun stod nemlig ansigt til ansigt med den gerningsmand, som endte med at dræbe tre mennesker under et skyderi 3. juli sidste år.

Det fortæller den unge kvinde tirsdag i Københavns Byret, hvor hun udtaler sig som sagens første vidne.

»Jeg forlod neglesalonen og gik ned på en etage nedenunder for at hente kaffe,« fortæller hun.

»Da jeg var på vej over mod elevatoren, var han på vej ud af biografen. Vi fik øjenkontakt, han løftede geværet og pegede på mig.«

»Så flygtede jeg fra ham.«

Hun forklarer, at der var cirka ti meter mellem de to, da de stod over for hinanden i Field’s.

Af anklageskriftet fremgår det, at to af de tre dræbte mistede livet i området ved biografen i Field’s efter at være blevet skudt.

Den unge kvinde løb herefter væk fra gerningsmanden – tilbage til neglesalonen for at nå hen til en pårørende.

»Der var mange mennesker, og vi begyndte at spærre døren med kasser og tøj.«

»Der var nogen, der bankede på døren, men vi svarede ikke. Vi græd og skreg.«

»Så blev vi evakueret af politiet efter 6-7 minutter,« fortæller hun.

De efterfølgende fem måneder var kvinden ikke i stand til at træde ind i hverken indkøbscentre eller på legepladser med sit barn.

Frygten for at genopleve noget lignende sad i hende, siger hun.

Den 23-årige tiltalte sidder og kigger ned i bordet foran sig og lytter til sagens første vidne.

Under retsmødet mandag fik han lov til at forlade retslokalet efter frokostpause.

Udgangspunktet i straffesager er, at en tiltalt skal være til stede, når sagen behandles i retten. Men retten kan give den tiltalte tilladelse til at være fraværende.

Og det gjorde den mandag.

Sagens andet vidne tager også plads i retslokalet i Københavns Byret tirsdag. Det er også en ung kvinde, som var til stede i Field's under skyderiet.

Her befandt hun sig der for at købe noget mad, inden hun skulle til koncert i Royal Arena samme aften.

»Jeg var på Subway, hvor jeg skulle have noget at spise,« siger hun.

»Så ser jeg lige pludselig en masse mennesker løbe fra biografen og over mod andre butikker.«

»De kigger alle bagud, mens de løber. Så ser jeg en mand komme løbende, som står med et gevær.«

»Han sigter og forsøger at skyde mod en kvinde med tørklæde foran ham, men geværet går ikke af. Så lader han geværet igen,« fortæller hun.

Men kvinden så ikke mere. Hun fik travlt med at løbe sin vej.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.