Kræftens Bekæmpelse vil have åbnet hospitalerne for pårørende igen: »Tre måneder er utrolig lang tid, når man er alvorligt syg«

Både Kræftens Bekæmpelse og Gigtforeningen opfordrer nu Sundhedsministeriet til at åbne for pårørende på hospitalerne igen. »Når man er syg, har man brug for at have sine nærmeste tæt på,« siger afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse.

I snart tre måneder har selv meget syge patienter ikke måttet have pårørende med til behandlinger og samtaler på hospitalet. Og selv om samfundet lige så stille er åbnet igen, og forsamlingsforbuddet mandag blev hævet til 50 mennesker, må svært syge stadig ikke få besøg af deres pårørende på hospitalet.

Det får nu Kræftens Bekæmpelse og Gigtforeningen til at bede Sundhedsministeriet om at åbne hospitalerne for pårørende.