Det var den første fredagsbøn i Masjid al-Faruq, siden terrorgruppen Hamas havde angrebet Israel lørdag den 7. oktober, hvor mere end 1.400 fortrinsvis civile blev dræbt.
På talerstolen i moskeen, placeret i en baggård på det ydre Nørrebro i København, stod en gammel kending. Den omdiskuterede imam Monzer Abdullah, tidligere dømt for at billige drab på jøder og kendt for sit engagement i den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, brugte sin taletid på at give de fremmødte sit syn på den seneste tids begivenheder.