Kontakttallet er faldet den seneste uge. Det er beregnet til 1,0 mod 1,2 ugen før.
Men ser man på tallet for den britiske coronavariant, som de seneste uger har spredt sig i landet, er det opgjort til 1,5.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Kontakttallet blev tidligere kaldt smittetrykket. Det er en beregning af, hvor mange en smittet person ventes at give smitten videre til, som Statens Serum Institut (SSI) laver.
Når den er på 1,5 for den britiske variant, betyder det, at 10 smittede personer i gennemsnit sender sygdommen videre til 15 andre personer.
Den britiske variant af coronavirus vurderes at være 50-74 procent mere smitsom.
I Storbritannien vurderes den mere smitsomme udgave at være årsagen til, at landet trods omfattende restriktioner i øjeblikket oplever rekordhøje smittetal og indlæggelser.
Den britiske variant vurderes ikke direkte at være mere alvorlig eller dødelig, men indirekte vil en mere smitsom variant kunne føre til flere indlæggelser og dødsfald.
SSI har udtrykt bekymring for udbredelsen af virusset i Danmark. Den vurderes at kunne blive den dominerende virus i landet på sigt.
For nylig vurderede SSI, at der per 1. januar havde været cirka 800 tilfælde med den britiske variant i Danmark.
Ifølge SSI vil udbredt smitte i samfundet med den britiske variant også betyde, at en større andel af befolkningen skal være immune for at opnå flokimmunitet i befolkningen.
Myndighederne har hidtil vurderet, at omkring 70 procent skal være immune for at nå dertil.
/ritzau/