Kong Frederik lover at nævne Gud
Kong Frederik har fået kritik for ikke at inkludere Gud i sin tale og sit valgsprog. I en ny bog fortæller kongen, at ordet Gud vil indgå i fremtidige nytårstaler.
Kong Frederik har fået kritik for ikke at inkludere Gud i sin tale og sit valgsprog. I en ny bog fortæller kongen, at ordet Gud vil indgå i fremtidige nytårstaler.
Kong Frederik 10. kommer i fremtidige nytårstaler til at nævne Gud.
Det fremgår af en ny bog med titlen »Kongeord«, som er blevet til i samarbejde med forfatter og ph.d. i nordisk litteratur Jens Andersen. Bogen er udkommet onsdag.
Til slut i bogen siger Kong Frederik:
»Meget mere ved jeg ikke lige nu. Dog tør jeg godt love, at man vil høre mig udtale ordene »Gud bevare Danmark!«.«
Citat indgår i et afsnit, som handler om fremtidige nytårstaler, og hvilke ingredienser han mener, at talerne bør indeholde.
Kongen har fået opsigtsvækkende kritik for i sin tale fra balkonen fra Christiansborg at udelade Gud. I stedet talte han om »det, der er større end os.
Men det er en »meget uklar« formulering, lød kritikken i Kristeligt Dagblad på lederplads. Her kaldte avisen det samtidig »urovækkende«, at Gud var blevet udeladt af valgsproget, som lyder »Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark«. Udeladelsen skaber usikkerhed om kristendommens rolle i Danmark, skrev avisen.
Flere præster kritiserede ligeledes fraværet af Gud i valgsproget.
Kong Frederik forklarer i bogen, at det var vigtigt for ham, at valgsproget skulle omfavne hele Rigsfællesskabet. Og ordet »forbundne« skal forstås som både forbundne med hinanden, med Gud og med historien, lyder forklaringen. Således indgår Gud altså indirekte.
Kongen slutter af med at fortælle i bogen, at sætningen »Gud bevare Danmark!« giver ham gåsehud, hver eneste gang han hører dem, og de »afspejler fundamentet under det, vi er, og det, vores kultur og samfund hviler på«. Således afsluttes bogen også med ordene: »Gud bevare Danmark!«