Bare tre dage efter, at kong Frederik tiltrådte som Danmarks statsoverhoved, har han udgivet en bog.
Bogen, der er udkommet onsdag og bærer titlen »Kongeord«, handler om de tanker og overvejelser, han han gjort sig om den opgave og det ansvar, han har pådraget sig.
I sin nye bog adresserer kong Frederik kritikken af, at Gud ikke er nævnt direkte i hans valgsprog, der lyder: »Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.«
Gud indgår ifølge kongen i udtrykket »forbundne«.
»Jeg ønsker at markere, at vi som mennesker er forbundne - til hinanden, til vores kristne tro og til vores fælles historie.«
»At vi er forpligtet gennem vores fællesskab til at tage vare på hinanden og understøtte hinandens forskelligheder til gavn for et rigt kollektiv,« siger han videre.
Boget er blevet til i samarbejde med forfatteren Jens Andersen, der skrev biografien "Under bjælken".
De 112 sider handler blandt andet om Frederiks forhold til kongerækken, til danmarkshistorien og kristendommen.
Men også om hans hidtidige livsforløb og udvikling fra ung tronarving til familiefar - og nu altså konge.
»Jeg ser det egentlig ikke som nogen brat overgang at blive regent. Det er klart, der kommer endnu flere opgaver og også nogle lidt andre af slagsen end tidligere, men jeg vil fortsat være den samme person, og min tilgang vil også være den samme som før,« siger kongen i bogen.
Bogen koster 250 kroner og er udgivet af Politikens Forlag.
/ritzau/