Greve Kommune tager et nyt værktøj i brug i fordelingen af boliger.
Det betyder, at lejere fremover skal leve op til tre krav, såfremt de skal have lov til at flytte ind i to bestemte boligområder:
De skal være i arbejde, eller de skal studere
De skal have en ren straffeattest
De skal have et statsborgerskab i EU-området
Kan man ikke krydse ovenstående punkter af, må man se langt efter at leje ledige lejligheder i boligområderne Askerød og Gersagerparken.
Det sker med kommunens egne ord for at »skærpe kampen mod parallelsamfund«, fremgår det af en pressemeddelelse.
Lige nu er det boligselskaberne, der udlejer boliger i de to områder, og det sker efter kriterier, der er aftalt med kommunen.
Fremover bliver det kommunen, der har anvisningsretten til, hvem der må leje en af de ledige lejligheder.

Kriterierne er aftalt med boligselskaberne, siger Marc Genning (V), der er formand for Plan- og Tryghedsudvalget i Greve Kommune.
»De er fair og ens for alle. De skal sørge for, at vi vender udviklingen, så områderne bliver en del af det almindelige danske samfund fremfor et parallelsamfund,« siger han i pressemeddelelsen.
Byrådet har besluttet at sende et brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet for at sikre sig, at de skærpede kriterier ikke kan omgås via fremleje.
Kan være på kant med FN
Det er dog ikke alle, der føler sig sikre på, at de nye kriterier er så »fair«, som Venstre-politikeren beskriver dem.
Ifølge Institut for Menneskerettigheder kan kravet om at lade nationalitet være afgørende for, om man må leje en bolig eller ej, være på kant med FN-konventioner.
»Med kriteriet er der risiko for indirekte diskrimination på baggrund af etnicitet. For mig at se er der i første omgang tale om direkte forskelsbehandling på grundlag af statsborgerskab. Det er svært at se, hvad formålet hermed skulle være,« siger Eva Ersbøll, seniorforsker emerita ved Institut for Menneskerettigheder til TV 2 Kosmopol.
Hun tilføjer, at det normalt kun er staten, der kan forskelsbehandle på baggrund af statsborgerskab.
I Greve Kommune mener Marc Genning altså, at de nye kriterier er inden for lovens rammer.
Beslutter en kommune sig for kun at ville udleje visse boliger til EU-statsborgere, vurderer Eva Ersbøll, at det strider mod FNs konvention om racediskrimination.
Som noget nyt kom Askerød sidste år på regeringens liste over parallelsamfund, mens Gersagerparken er på listen over forebyggelsesboligområder.
17 boligområder blev i 2022 udpeget som udsatte områder, mens ti af dem samtidig blev udpeget som parallelsamfund. I alt 67 boligområder blev udpeget som forebyggelsesområder.