Københavns Politi har sigtet 11 for at spille for høj musik i weekenden: »Vi kommer jo ikke det her problem fuldstændig til livs«

Lørdag og søndag har Københavns Politi modtaget omkring 100 anmeldelser om høj musik fra fester. Sidste sommers festmareridt må ikke gentage sig, men »problemet er i hvert fald ikke helt forsvundet,« fortæller politiinspektør Paw Kaltoft.

Nordhavn er godt fyldt med sol- og badegæster, når vejret er godt. Og det resulterer oftest både i en masse skrald og larm. Her arkivfoto fra 2020. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I weekenden har Københavns Politi sigtet 11 personer for at spille musik til gene for andre. De risikerer at blive straffet med en bøde på 1.500 kroner.

Lørdag og søndag nat modtog Københavns Politi omkring 100 anmeldelser om larmende musik. De resulterede i cirka 50 påbud til højtspillende personer og 11 sigtede, oplyser Københavns Politi på Twitter mandag.

Politiinspektør Paw Kaltoft kan ikke udpege specifikke københavnske områder, der har været hårdt ramt, men nævner, at det er nærliggende at tænke, at EM-finalen søndag aften har givet anledning til festivitas.

»Det er både folk, der holder fester i det offentlige rum og folk, der holder private fester i lejligheder,« siger han og tilføjer, at tallene ligger indenfor det normale for en weekend med godt vejr.

»Vi synes faktisk, vi har gjort en ret stor indsats. Vi har i hvert fald haft mulighed for at prioritere en del af de anmeldelser, vi har fået om støj og musik til ulempe,« siger Paw Kaltoft.

Håber på effekt på sigt

Tidligere på sommeren lancerede Københavns Politi i samarbejde med Københavns Kommune en kampagne med skiltning, mærkater på asfalten og opslag på sociale medier. Den skal minde besøgende i byens rekreative områder om at tage hensyn til områdets beboere.

Politiinspektør Anne Tønnes fortalte 1. juni i Berlingske, at målet var at indgå i dialog med navnlig de unge:

»Men det er klart, at hvis vi ser, at det ikke virker, har vi bødeblokken i den anden hånd.«

Ifølge Paw Kaltoft er dialog ofte nok til, at der bliver skruet ned for soundboksen.

»Den generelle betragtning er, at når politiet går ud og taler med borgerne i København, så forstår borgerne godt, hvad politiet siger. I langt de fleste tilfælde er det nok at sige 'prøv at hør her – I skal slukke for musikken nu'. Så gør de det,« siger han.

Sommeren 2020 blev beskrevet som et »mareridt« og et »støjhelvede« for mange københavnere. Det må ikke måtte gentage sig i år, og det er samtidig årsagen til tiltagene mod høj musik og larm.

Oplever vi samme tilstande som i sommeren 2020?

»Problemet er i hvert fald ikke helt forsvundet. Vi kommer jo ikke det her problem fuldstændig til livs. Vi kører ud og håndterer det i det omfang, vi overhovedet kan, men politiet kommer ikke alene til at sørge for, at der aldrig er støj på offentlige pladser i København. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan det,« siger Paw Kaltoft.

Alligevel tror han, at politiindsatsen med tiden kommer til at rykke noget:

»Borgerne skal vænne sig til, hvad man må, og hvad man ikke må. Jeg håber helt sikkert, at vi vil se en effekt på sigt.«