Sophia Kalkaus skulptur på Christmas Møllers Plads har fået beboerne til at spærre øjnene op, og mange er ikke tilfredse.

Den sorte bølgede pæl falder bestemt ikke i manges smag og især ikke hos dem, der kan se frem til at den placeret i udsigten fra deres lejlighed.

Som Berlingske skrev onsdag, vurderede Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune efter en nabohøring, at klagerne imidlertid ikke var af en grad, som gjorde det nødvendigt at stoppe planerne om skulpturen ved navn »Portal til Amager«.

»Forvaltningen vurderer, at der ikke er fremkommet væsentlige forhold i forbindelse med nabohøringen, at skulpturen vil være til begrænset gene for beboerne og anbefaler derfor, at skulpturens opstilling godkendes,« skrev forvaltningen.

Årsagen er, at forvaltningen mener, at de fem beboere hovedsageligt var bekymrede for de praktiske forhold på pladsen og ikke for selve skulpturens udtryk.

»Sjældent set værre«

Men det er akkurat så mange beboere ikke enig i, kan man læse af henvendelserne fra nabohøringen.

»NEJ TAK, til denne store sorte skulptur uden for mine vinduer, den vil jo komme til at stå 3-5 meter fra mit udsyn, pladsen er jo ikke så stor som angivet på tegningerne,« skriver en beboer.

En anden skriver ligeledes, at udsigten fra vedkommendes lejlighed på Christmas Møllers Plads Plads vil blive »ødelagt«.

En tredje skriver på vegne af sin svigermor, en »ældre dame«, som »på det kraftigste« vil modsætte sig opsættelsen af skulpturen, fordi den vil ødelægge »den smukke udsigt over Christianshavns Vold«.

»Jeg ville blive meget ked af at få ‘stjålet’ min udsigt,« skriver en fjerde.

»Kunstværket er alt for dominerende, og Københavns Kommune bør bruge midlerne med bedre omtanke. Sjældent er et kunstværk set værre i kommunen,« skriver en femte.

Skulpturen er blevet vedtaget med undtagelse af stemmer fra Socialdemokratiet.

Rune Dybvad, som repræsenterer partiet i Teknik- og miljøudvalget, lavede i marts en sammenligning til et sexlegetøj. Da forslaget blev præsenteret i marts, skrev han i en kommentar til et tweet, at værket ligner noget, som hører hjemme i »en skummel butik i begyndelsen af Istedgade«.