Klokken 11.18 har Nick Hækkerups folk kigget på et stykke papir i 365 dage – uden at gøre noget

Et lillebitte ord – et ja – kan bekræfte den 30-årige Ahmed Samsams utrolige historie om, at han var agent for PET og FE i årene 2012-2015 og ikke terrorist hos Islamisk Stat. Klokken 11.18, fredag den 8. maj 2020, har en meget simpel forespørgsel ligget ubehandlet i Justitsministeriet i et år. Har PET og FE sendt penge til Samsam, mens han var i krigsområdet? Intet svar. Imens går tiden i det spanske fængsel, hvor Samsam afsoner en terrordom på otte år.

Advokat Thomas Brædder vurderer, at danske myndigheder forsømte en pligt til at orientere de spanske myndigheder om samarbejdet med Ahmed Samsam, da han blev anholdt og mistænkt for at være terrorist. »Havde de spanske myndigheder haft disse oplysninger, så havde sagen set helt anderledes ud,« siger han. Asger Ladefoged

Ahmed Samsam havde kun siddet i sit hul i Madrid nogle uger, før det gik op for ham, at den var helt gal.

30. juni 2017 klokken 17.10 var han blevet anholdt under en ferie i Spanien og sigtet for terrorisme. Og han lignede unægteligt en terrorist: Hans telefon var fuld af billeder af ham selv og venner med våben i hånd i Syrien: billeder af Ahmed Samsam på en kampvogn, billeder af Ahmed Samsam med en glinsende pistol, billeder af Ahmed Samsam foran det, der lignede et IS-flag i Syrien.