Hvor mange gange går du på toilettet om dagen?

Det er måske ikke ligefrem et spørgsmål, du drøfter vidt og bredt med kolleger, venner eller familie – men det burde du måske.

Meget tyder nemlig på, at der er en sammenhæng mellem voksnes afføringsmønstre og kognitive evner såsom opmærksomhed og koncentrationsevne.

Og det bliver nu omdrejningspunkt for en større undersøgelse i et nyt forskningssamarbejde mellem Københavns og Aarhus Universitet.

»Nyere forskning indikerer, at mikroorganismer i tarmen er relateret til vores mentale sundhed og hjernefunktion, og studier peger også på, at hyppigheden af afføring – eller mangel på samme – påvirker hjernen,« siger lektor Anke Karabanov fra Institut for Idræt og Ernæring på KU og uddyber:

»For eksempel viser kronisk forstoppede patienter tegn på ændringer i hjernens aktivitetsmønstre – særligt i områder som er vigtigt for behandlingen af følelsesmæssig og sensorisk information.«

Fermenterede mejeriprodukter som yoghurt og skyr kan ofte forbedre afføringsvanerne, som for voksnes vedkommende typisk ligger et sted mellem tre gange dagligt og hver tredje dag.

Derfor skal forskningsprojektet kaldet YourGutBrain undersøge sammenhængen mellem indtag af yoghurt, afføringsmønstre og hjernens aktivitet.

Helt ny viden

For mens meget forskning tidligere har påvist, hvordan maden påvirker afføringsvaner, og hvordan maden påvirker hjernen, er der aldrig forsket i en kobling af de tre.

»De fleste mennesker har en intuitiv fornemmelse af, at maven og hjernen spiller sammen. Vi kender til at få sommerfugle i maven, hvis vi er spændte, eller til at få ondt i maven, hvis noget gør ondt i livet,« siger Henrik Roager fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, som leder projektet:

»Ligeledes er der en del, som tyder på, at hvis man bøvler med fordøjelsen, så kan det påvirke hjernen på den ene eller anden måde. Det er derfor, det her er så spændende. Det berører os alle sammen.«

I projektet vil forskerne undersøge, om indtag af yoghurt – i sammenligning med mælk – øger antallet af daglige afføringer og samtidig forbedrer den kognitive præstation, samt undersøge potentielle underliggende mekanismer, der forbinder tarmen og hjernen.

»Hvis det går, som vi håber, så kommer vi til at producere helt nyt viden – som vil være relativt nemt at omsætte til løsninger, der kan blive til gavn for almindelige mennesker,« siger forskningsleder Henrik Roager.

Forskningsprojektet løber fra 2023 til 2026 og er primært finansieret af Arla Food for Health.