Husk at flytte din bil inden VM-løb i weekenden – ellers bliver den fjernet på egen regning.
Det varsler Sparta Atletik & Løb om. De står sammen med Dansk Atletik bag VM i landevejsløb, som København huser denne weekend.
I forbindelse med sportseventet, hvor tusindvis af løbere og tilskuere indtager de københavnske gader, skal de veje, hvor der løbes på, være fri for parkerede biler.
»Der bliver fuldt parkeringsforbud langs ruten. På alle de veje, der bliver løbet på, må der ikke være parkerede biler. Derfor anbefaler vi, at alle bilister, der holder parkeret i gaderne, sørger for at følge den skiltning, der er, og får dem fjernet,« siger Dorte Vibjerg, administrerende direktør hos Sparta, til Ekstra Bladet.
Parkeringsforbuddet gælder normalt kun dele af ruten, men fordi det er et verdensmesterskab, gælder det samtlige veje på ruten.
Det drejer sig om dele af Jagtvej, Østerbrogade, Øster Allé, Edel Sauntes Allé, Nørre Allé og Gunnar Nu Hansens Plads i forskellige tidsrum i løbet af weekenden.
Vær opmærksom på, at bilen flere steder skal flyttes allerede fredag.
Al information om vejene og tidsrummene, de er spærret i, kan findes her.
Nedsat bevægelighed
Mesterskabet skydes i gang lørdag med one mile og 5 kilometer, mens der søndag løbes halvmaraton.
Med omkring 60.000 deltagere og op mod 150.000 forventede tilskuere vil det massive fremmøde, kombineret med omfattende afspærringer, lægge et markant pres på infrastrukturen over hele byen.
»Fordi det er et VM, forventer vi, at der kommer flere folk ude i byen end normalt. Der bliver pres på metrostationerne, særligt lige op til start, for der skal alle ind i start- og målområdet i Fælledparken. Men metroen er den bedste måde at komme rundt på,« siger Dorte Vibjerg til Ekstra Bladet.
Særligt under søndagens halvmaraton vil flere af byens store og prominente færdselsårer være helt lukkede for trafik. Det drejer sig blandt andet om:
Øster Farimagsgade, Nørrebrogade, Nordre Fasanvej, Fredriksberg Allé, Vesterbrogade og Øster Voldgade.
Hvis man skal krydse ruten, vil der for cyklister og gående dog være sluser, hvor man kan komme igennem flere steder på ruten. For bilister må man finde alternative ruter.