Godmorgen og velkommen til denne tirsdags nyhedsoverblik.
Det er, dagen efter at verden fik en stor positiv nyhed, som vel nærmest hele Jordens befolkning har sukket efter. En covid-19-vaccine har ifølge firmaet bag vist sig at have en effekt på 90 procent af forsøgspersonerne. Nyheden resulterede i store kursstigninger for en lang række aktier i ind- og udland. En dansk professor og virolog har kaldt det for et stort fremskridt.
Den kaotiske situation vedrørende aflivningen af mink i Danmark fortsætter. Efter at det har vist sig, at kravet om at aflive alle mink ikke havde hjemmel i lovgivningen, så er der minkfarmere, der stopper aflivningen. Det er de i deres gode ret til ifølge juraeksperter, der mener, at kravet var grundlovsstridigt.
Regeringens ønske var en hastelov, der skulle udvide mulighederne for at aflive mink, men i løbet af mandagen forlød det, at regeringen opgav at få vedtaget en hastelov. Proceduren kræver et særligt stort folketingsflertal, som ikke var til stede, efter at blå blok afviste at stemme for hastelovgivning. Afvisningen skete først efter en kovending fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der først støttede op om regeringens hastelov, men siden brugte ordet »skandaløst« med henvisning til regeringens håndtering af minkaflivningerne.
Ifølge fødevareminister Mogens Jensen (S) vil regeringen fremsætte et lovforslag tirsdag, der skal give mulighed for også at slå raske mink ihjel uden for visse sikkerhedszoner.
Her er de seneste coronatal:
Bekræftede smittede i Danmark: 55.892 (+771)
Antal indlagte: 196 (+8)
Antal indlagte på intensiv: 33 (+3)
Antal bekræftede døde i Danmark: 747 (+4)
Antal bekræftet overstået smitte: 41.232 (+927)
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 50.875.289
Antal dødsfald på verdensplan: 1.262.622
Tallet i parentes viser ændringer i forhold til døgnet før.
Se flere tal hos Statens Serum Institut og Johns Hopkins University.
Det udmeldte krav om aflivning af alle mink er »grundlovsstridigt«, vurderer juraeksperter
Selv om regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre alle mink i Danmark udryddet, har Fødevarestyrelsen på vegne af regeringen sendt ordrer til alle landets minkavlere om at slå besætningen ned. Det fremgår af en e-mail sendt fra Fødevarestyrelsen 6. november til landets minkavlere. Berlingske er i besiddelse af mailen.
Ifølge flere juraeksperter, som Berlingske har talt med, er det er i strid med Grundloven, når man uden lovhjemmel befaler minkavlere uden for risikozonerne at slå deres besætninger ned. Sådan lyder det fra blandt andre Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, SDU.
»Man påbyder dem at gøre noget, som man ikke har hjemmel til i lovgivningen. Så den ordre, den er grundlovsstridig,« siger Kent Kristensen og henviser til Grundlovens bestemmelser om ekspropriation.
Læs artiklen her.
Minkfarmere kan sætte aflivning i bero – og det er der flere, der vælger
Fordi kravet om at aflive samtlige mink i Danmark ifølge juraeksperter er ulovligt, så kan mange minkfarmere helt lovligt stoppe aflivningen.
Minkavler Jens Balling har valgt at stoppe med at aflive sine avlsdyr på sin farm i det sydvestlige Jylland i oplandet til Varde, fordi hans besætning hverken er udsat for smitte eller ligger inden for en risikozone.
I artiklen, som du kan læse her, forklarer han, hvordan føler sig løjet over for af myndighederne.
»Det, vi fik, var en klokkeklar ordre på, at alle mink skulle slås ned. Det er helt grotesk,« siger den 23-årige minkavler til Berlingske.
Mogens Jensen (S) har oplyst til Ritzau, at regeringen tirsdag vil fremsætte et nyt lovforslag, der skal give lovhjemmel til »også at slå raske mink ihjel uden for visse sikkerhedszoner«.
Men indtil en sådan lov måtte blive vedtaget, hvis der skulle vise sig at være flertal for den, kræver flere partier, at regeringen aktivt trækker det ulovlige krav om at slå alle mink ihjel tilbage. Det kan du læse om her.
Carlsberg erkender uetisk forretning i Indien
Vi forlader begivenhederne om aflivning af mink og bevæger os til noget helt andet.
Den danske bryggerigigant Carlsberg afskediger en række ansatte og iværksætter en større oprydning i sit indiske datterselskab, efter at en omfattende revisionsrapport har afsløret både potentielle ulovligheder og brud på interne retningslinjer i datterselskabet.
Det oplyser Carlsbergs pressechef, Kasper Elbjørn, til Berlingske.
Revisionsrapporten blev bestilt som en reaktion på, at Berlingske i 2019 bragte en artikelserie om systematiske betalinger under bordet fra Carlsberg-ansatte i Indien til centrale embedsmænd. Kontantbeløb gik blandt andet til at opnå tilladelser til ølproduktionen, viste dækningen. Baseret på Berlingskes dokumenter om sagen vurderede en række eksperter, at der var tale om åbenlys bestikkelse.
Læs historien her.
Kåre Mølbak: »Problemstillingen med cluster 5 har fået al for stor vægt«
Tilbage til coronasituationen. En af de særlige minkvarianter af coronavirus kaldet cluster 5 har fået for meget fokus i den offentlige debat. Det siger faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI) Kåre Mølbak til Politiken.
SSI har fundet frem til, at antistoffer havde svært ved at bekæmpe den særlige variant, og at denne udgave var fundet hos 11 mennesker i Nordjylland.
Cluster-5 har givet anledning til en del bekymring, og medierne har beskrevet, at regeringen på baggrund af den nye viden om mutationen tog beslutningen om, at alle mink skulle aflives.
Men det er ikke selve mutationen, der er det store problem, præciserer Kåre Mølbak i et interview i Politiken. SSIs største bekymring har siden juni været det store reservoir for virus, som mink udgør, forklarer han.
»Jeg synes, at problemstillingen med cluster-5 har fået al for stor vægt,« siger Kåre Mølbak til Politiken.
Han mener ikke, at SSI selv har oversolgt risikoen for, at cluster-5 bliver en parallel pandemi.
Mølbak mener i stedet, at »det er mere i det politiske landskab, der har været meget fokus på cluster-5«, som han i lighed med andre eksperter mener meget vel kan være uddød. Han kalder cluster-5 for »prikken over i'et« i det politiske system.
Læs Politikens interview her.
Og genlæs i øvrigt også Berlingskes historie fra 4. november, hvor der var blevet afholdt et pressemøde, hvor Kåre Mølbak havde sagt, at »worst case-scenariet er, at vi får en helt ny pandemi med udgangspunkt i Danmark«.
Det sker i dag
Retten i Viborg ventes at fortsætte med en sag, hvor fem personer er tiltalt for at have ydet og modtaget bestikkelse. Det drejer sig om to tidligere civilt ansatte i Forsvarets Ejendomsstyrelse, en tidligere ansat i en entreprenørvirksomhed og to selvstændigt erhvervsdrivende. Der ventes dom 26. november.