Jonas Vingegaard var barmhjertig, da Pogacar styrtede

11. etape: Alt var anarki og kaos på en etape, hvor der blev råbt »The Tour has no mercy« i radioen, Tadej Pogacar styrtede, og Jonas Vingegaard var barmhjertig.

Ekstremt dedikerede Vingegaard-fans ved start Toulouse med hjemmeprintede T-shirts. Asger Ladefoged

Toulouse: Toulouse er stille. En kvinde løber under platantræernes skygge ved Canal du Midi, genvejen mellem Middel- og Atlanterhavet, mens rytterne må være på vej i holdbusserne uden anelse om, hvad der venter. Det bliver en dag, hvor man må beherske kaos.

Timer senere råber Soudal Quicksteps sportsdirektør »The Tour has no mercy« i radioen. Han ved det ikke. Men han tager fejl. Touren kan også være så barmhjertig, som da Jonas Vingegaard om mange timer vil lette sit tråd, for at vente på Tadej Pogacar. Den mand, han vil besejre i åben kamp.