Feltet passerede gennem filosoffen René Descartes' hjemstavn, i jagten på Mathieu van der Poel og hans løjtnant, der overrumplede alle med øjeblikkeligt udbrud og lå langt fremme. Måske var smerten i benene blændværk. Måske fandtes den ikke.
Måske led Lidl-Treks belgier Thibau Nys, der førte feltet, ikke. Måske led ingen af de ryttere omkring ham, der så ud til at lide. Måske var der ingen ryttere omkring ham. Måske var der ingen cykel under ham. Ingen vej. Ingen tilskuere. Ingen marker. Ingen himmel. Ingen forræderisk van der Poel længere fremme, der havde taget alle på sengen. Måske var det hele en ond dæmons sansebedrag, der narrede Thibau Nys til at tro på et cykelløb, der ikke fandtes.