Jes Dorph indbringer TV 2s undersøgelse for Advokatnævnet og Datatilsynet

Jes Dorph-Petersen, der blev afskediget som vært på TV 2 efter en advokatundersøgelse om sexisme og krænkende adfærd på tv-stationen, vil nu indbringe firmaet bag undersøgelsen for Advokatnævnet og Datatilsynet.

Jes Dorph-Petersen hævder, at den sexismeundersøgelse på TV 2, som førte til hans afskedigelse, ikke lever op til »basale krav om redelighed og grundighed«. Arkivfoto: Asger Ladefoged Asger Ladefoged

Den sexismeundersøgelse på TV 2, som førte til afskedigelsen af værten Jes Dorph-Petersen i begyndelsen af januar, lever ikke op til »basale krav om redelighed og grundighed«.

Det hævder Jes Dorph-Petersen i hvert fald selv, skriver Jyllands-Posten.

Han vil nu indbringe firmaet bag undersøgelsen, Norrbom Vinding, for både Advokatnævnet og Datatilsynet med afsæt i fire konkrete klagepunkter.

Jes Dorph-Petersen mener, at advokatfirmaets brøde er så alvorlig, at det bør »idømmes en følelig sanktion« lyder det i et 22 sider langt klageskrift.

TV 2 igangsatte i efteråret en undersøgelse af sexisme på tv-stationen, efter at flere kvinder stod frem og fortalte om krænkende oplevelser.

I starten af januar fortalte Jes Dorph-Petersen, at han var færdig som vært på baggrund af to episoder i 2001 og 2003, hvor han anklages for at have krænket to journalistpraktikanter.

Politiken har beskrevet de to episoder i en længere artikel på baggrund af optagelser fra det møde, hvor Jes Dorph-Petersen fik forelagt sagen.

Lige siden sagen kom frem, har den tidligere tv-vært protesteret højlydt over TV 2s fremgangsmåde og de generelle forhold for dem, der anklages i krænkelsessager.

»Jeg har haft den store glæde, at ganske mange personer (herunder flere anerkendte jurister) uafhængigt af hinanden har kontaktet mig personligt for at yde juridisk støtte. Rådet fra dem har samstemmende været, at jeg for det første burde bede Datatilsynet og Advokatnævnet forholde sig til en række konkrete klagepunkter vedrørende advokatundersøgelsen,« skriver Jes Dorph-Petersen til Jyllands-Posten om baggrunden for sin beslutning.

Hans fire konkrete klagepunkter lyder i kort form således:

  • Han mener, at sexismeundersøgelsen udført af Norrbom Vinding har indebåret en uberettiget indsamling af private og følsomme oplysninger.

  • Han mener, at undersøgelsen ikke har sikret ham en rimelig adgang til at varetage sine interesser, fordi han som ikkeansat er afskåret fra at tage til genmæle ansættelsesretligt  – han var vært ved TV 2 via en ansættelse hos Nordisk Film tv.

  • Han mener, at der ikke forelå sikre beviser i sagen på grund af modsatrettede forklaringer.

  • Han mener, at Norrbom Vinding har sendt misvisende signaler om undersøgelsens grundlag og procesform.

Den tidligere tv-vært betegner i dag det påståede sexovergreb i 2001 som »et regulært opspind«, mens han afviser at have haft til hensigt at sexkrænke en kvinde i 2003.

TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, har svært ved at genkende Jes Dorph-Petersens udlægning af processen med sexismeundersøgelsen, skriver hun til Jyllands-Posten. Og ligeledes afviser Norrbom Vinding, at der er grundlag for kritik.